Digitalisering giver pædagoger mere tid til børnene

I mange daginstitutioner bruger man apps i det daglige. Og det giver pædagogerne mere tid til at tage sig af børnene.

I stedet for at skrive på opslagstavlen, at hun har afleveret sin datter, kan Ditte Bech Smit gøre det på en bærbar computer.

I mange danske daginstitutioner kommunikerer forældre og pædagoger nu ved hjælp af apps og intranet.

I Børnehuset Lyngholm i Farum har man indført et nyt system, så mange af de administrative opgaver, som ekspempelvis at skrive at barnet er afleveret, nu gøres elektronisk i stedet. Og det er en fordel, både hvis man spørger forældre og de ansatte.

- Det letter vores hverdag, fordi der er færre forstyrrelser i forhold til kerneydelsen, altså tiden med børnene, siger Nikolaj Bührmann, der er daglig leder i institutionen.

Den digitale opslagstavle

Den klassiske opslagstavle er erstattet med en digital en af slagsen, så forældrene altid har oplysninger fra institutionen lige ved hånden.

- Vi kan hjælpe vores børn med at være klar om morgenen. I stedet for at man før havde en plakat, som man glemte at kigge på, siger Ditte Bech Smit, der har en datter i institutionen.

Billeder direkte på telefonen

En anden funktion ved den digitale daginstitution er, at pædagogerne kan sende de billeder, de tager i løbet af dagen, direkte til forældrenes mobiltelefon.

- Man har noget at gå ud fra, når man skal snakke med hende, når hun kommer hjem. Og også at personalet ikke skal stå og fortælle de samme ting til alle forældre, som kommer ned og spørger, hvad mit barn har lavet i dag, siger Ditte Bech Smit.

Man er stadig skeptisk

Men selvom det elektroniske system - ifølge pædagogerne i vuggestuen - sparer tid, så er det mindre end hver fjerde daginstitution, der bruger det.

- Jeg tror, der en vis skepsis over for det, fordi man er bange for at det kommer til at stjæle mere tid. Tid er der jo i forvejen ikke for meget af i institutionen, siger Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforening, BUPL.

Facebook
Twitter