- Jeg kan mærke, at det ikke er en bevægelse, jeg kan styre.

Sådan siger Freja Uldahl Thomsen om det første tic, der rammer hende for snart to år siden.

Hun sidder sammen med sine venner i et spisefrikvarter - en måned inde i 1. g - da hendes hovede pludselig rykker ned mod hendes skulder. Og hun undrer sig over, hvad det er, der sker.

- Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg bliver ret bekymret.

Frejas mor slår det hen i starten og beder hende lade være med at pylre. Men det er kun, indtil hun selv ser de bevægelser, Freja gør igen og igen med sit hoved.

- Så kan min mor godt se, at det her ikke er med vilje, og der er et eller andet helt galt. Så ringer hun til lægen.

I løbet af det næste år går Freja fra at være en glad og ambitiøs 16-årig, der er travlt optaget af lektier og venner, til at flere og flere tics overtager. Hun laver håndtegn, fløjter og sætninger som 'jeg er djævlen selv' og 'din mor lugter mere end mig' kommer ud af det blå.

- Mit humør daler, min stress stiger, og efter sommerferien vælger jeg simpelthen at droppe ud af gymnasiet på grund af det hele.

Hør Freja fortælle om sine tics her:

Freja har det, der kaldes funktionelle tics. En stressrelateret belastningsreaktion, der sender flere unge piger under 19 år i behandling - ikke bare i Danmark, men også i mange andre lande. Og oftest sker det for piger, der har det med at presse sig selv, eller som måske er ramt af stress, angst eller andre psykiske problemer.

Freja kan sætte flueben ved stort set det hele. Hun er, som hun selv siger, en rigtig 12-talspige, med tårnhøje ambitioner for sig selv. Og hun har desuden tidligere været ramt af angst og panikanfald. Men funktionelle tics er en ret sjælden diagnose - og Freja får i første omgang af vide, at hun har Tourettes.

- Jeg bliver bange, for det kan betyde, at jeg skal døje med de her tics resten af mit liv.

Sådan kommer det næppe til at gå. For mens Tourettes ikke kan kureres, så kan man godt slippe af med funktionelle tics. Og ifølge Frejas læger, har hun faktisk rigtig gode chancer for det. Men det ved hun ikke dengang.

'Den opmærksomhed kan jeg godt være foruden'

Freja viser rundt på den gård uden for Esbjerg, hvor hun bor sammen med sin familie. Inde i den gamle stald, der nu er indrettet som gildesal, står dåseøl og -sodavand på række - klar til, at Freja skal fejre sin 18-års fødselsdag i weekenden.

- Her i Jylland er det en tradition, at man skal drikke det samme antal shots, som man fylder år. 18 shots, siger Freja og vrænger lidt på næsen. Ikke som et tic, men over udsigten til de mange genstande.

Hun glæder til at skulle feste sammen med familie og venner, som har støttet hende gennem det hele. Ikke mindst, da coronarestriktionerne rammer Danmark i marts 2020 og Frejas tics går fra at være lidt irriterende til at være altdominerende.

- En dag, hvor jeg er ude med min veninde, får jeg et tic, hvor jeg skriger. Jeg kan slet ikke komme ud af det igen og skriger højere og højere. Til sidst er jeg ved at gå i panik. Men min veninde tager bare min hånd og siger, at jeg skal trække vejret: 'Eeen, to, ud - eeen, to, ind'.

Venindens støtte hjælper. Men situationer som den gør alligevel, at Freja mister lysten til at færdes ude blandt andre mennesker.

- Den opmærksomhed, mine tics giver mig, kan jeg godt være foruden.

Hør Freja fortælle om de problemer, hendes tics giver:

Derhjemme googler Freja 'Tourettes', og hun begynder at følge en del af de influencere med lidelsen, som er på de sociale medier.

- Jeg vil gerne vide mere om, hvad der er galt med mig. Og jeg føler, at her er der nogen, der går igennem det samme som mig.

Hun får også hjælp af en psykolog.

- Da mine tics på et tidspunkt bliver så slemme, at jeg hverken kan gå eller stykke en almindelig sætning sammen, foreslår min psykolog, at jeg er nødt til at starte på medicin, siger Freja.

Hun prøver to forskellige slags antipsykotisk medicin mod Tourettes, men synes ikke, at nogen af dem rigtigt hjælper. Tværtimod gør medicinen, at hun tager en hel del på og bliver enormt træt, oplever Freja. Og som konsekvens føler hun sig depressiv.

- Det gør faktisk, at jeg mister mit selvværd, og der er perioder, hvor jeg ikke har lyst til at leve mere. Det lyder lidt voldsomt, når jeg siger det nu, kan jeg godt høre. Men kombinationen af bivirkninger og tics er ret hård.

Når Freja ikke mister modet helt, så hænger det ifølge hende selv sammen med, at hun og hendes forældre er ret gode til også at grine af ticsene.

- Det ville have været svært at klare det her uden humor. Det kan godt være, det ikke er alle der har det sådan. Men jeg siger: 'Grin endelig af det'.

'Ok, det her, det kan jeg godt arbejde med'

Freja trækker ansigtet sammen i en grimasse, stikker tungen ud og fløjter.

De funktionelle tics er der stadig - især når hun er presset, sådan som hun er nu, hvor hun skal sidde og fortælle om alt det, der er sket.

- Men ticsene er slet ikke så slemme som tidligere, siger Freja.

Udviklingen er begyndt at gå den rigtige vej det sidste halve års tid, hvor hun er kommet på børne- og ungeafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital. Her har lægerne på Tourette-klinikken ændret hendes diagnose fra Tourettes til funktionelle tics.

- Det er en lettelse. Jeg tænker: 'Ok, det her, det kan jeg godt arbejde med'. Nu ved jeg, at mine tics hænger sammen med det pres, jeg lægger på mig selv, og med min angst. Og det kan jeg gøre noget ved.

Her kan du se forskellen på tics fra Tourettes syndrom og funktionelle tics.

En del af Frejas behandling er kognitiv træning, som hjælper hende med at slappe af og 'lukke døren' på ticsene, som hun kalder det.

Og det bedste sted for Freja at gøre det er ude på marken et par kilometer fra, hvor hun bor. I selskab med en lille brun islænder ved navn Thor.

- Det er et rigtig godt sted for mig. Så snart jeg kommer ned til hestene, stopper mine tics helt.

Hør Freja fortælle, hvorfor hun søger ned til sin hest, når stressen tager overhånd:

Hun er også holdt op med at følge Tourette-influencerne igen, fordi hun har opdaget, at hun kommer til at kopiere de tics, influencerne har i deres videoer.

- Det er fedt at få den viden, de deler, men jeg bryder mig ikke om, at deres tics faktisk smitter mig.

Nu er Freja der, hvor hun kan se en fremtid for sig igen.

- Efter sommerferien starter jeg i 1.g igen på en anden skole, hvor jeg kan starte forfra.

Men hun vil fortælle sine nye klassekammerater om sin lidelse

- Jeg vil gerne have, at de forstår, hvad det er der sker, så de ikke undre sig, hvis jeg pludselig slår ud eller siger et eller andet, som ikke giver mening.

Freja er ikke i tvivl om, at studiestarten kan presse hende igen. Men denne gang er hun klar til at reagere, inden det bliver for meget, så ticsene ikke tager over.

- Så må jeg gå en tur midt i timen, hvis jeg har behov for det. Og det er skolen heldigvis med på. Jeg får også mulighed for længere tid til eksamen for eksempel.

Hun håber på, at flere får øjnene op for, hvor kraftigt ens krop kan reagere på stress og pres - men vil samtidig gerne fortælle, at det ikke er noget, der nødvendigvis ødelægger alt.

- Jeg har i hvert fald lært, at bare fordi man har det dårlig nu, så behøver det ikke vare resten af livet. Jeg er blevet bedre rustet til at klare pres og se positivt på tingene.