Dina gik glip af 58.000 kroner

41-årige Dina Elsenoussy opdagede tilfældigt, at hun havde fået for lidt løn udbetalt i seks år.

Dina Elsenoussy fandt en fejl i sin lønseddel.

Det er helt tilfældigt, at 41-årige Dina Elsenoussy opdager, at hun gennem seks år har fået udbetalt en forkert løn.

Dina arbejder som tolk i Region Midtjylland, men er også tillidsmand og derfor har hun taget sin faglige konsulent fra HK med, da hun skal forhandle løn. Men da konsulenten ser lønsedlen opdager han, at den er gal:

- Det viser sig, at der er noget, der ikke er helt rigtigt.

Får 58.0000 kroner udbetalt

Dina Elsenoussy har nemlig taget efteruddannelse, men det fremgår ikke af hendes lønseddel. Arbejdsgiveren erkender, at der må være sket en fejl, og at Dina Elsenoussy skal have pengene:

- Jeg får 58.000 kroner udbetalt, og fremover har jeg lønfremgang på 3.500 kroner, fortæller hun.

Dina Elsenoussy arbejder stadig samme sted, og hun føler ikke kun, at det er hende, der har fået noget ud af fejlen, men også arbejdspladsen.

- Det handler om, at man skal kommunikere og lytte til hinanden. Det viser sig, at der er sket en misforståelse, og så retter man jo op den, siger hun.

Halvdelen af danskerne oplever fejl

Fejlen i Dina Elsenoussys lønseddel står ikke alene. Gallup har for hovedorganisationerne LO og FTF lavet en undersøgelse, der viser, at halvdelen af danskerne har oplevet at finde fejl i deres lønseddel.

Samtidig er det kun halvdelen af os, der tjekker lønsedlen, hver gang vi får løn.

Derfor søsætter LO og FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, imorgen kampagnen Løntjek, der skal huske danskerne på, at tjekke deres lønseddel. Her medvirker Dina Elnoussy også som et eksempel på en, der har fået noget ud af at tjekke lønsedlen efter.

Facebook
Twitter