Direktør efter fusionsfiasko: Hvad så med Google?

JP/Politikens direktør undrer sig over styrelses betænkeligheder ved opkøb af Børsen.

Administrerende direktør hos JP/Politiken Stig Kirk Ørskov stiller spørgsmål til, om købet af Børsen skulle skade konkurrencen. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Salget af dagbladet Børsen til JP/Politikens Hus bliver bremset af konkurrencemyndighedernes betænkeligheder.

I stedet køber JP/Politiken lige under halvdelen af aktierne i den laksefarvede avis.

Den nuværende ejer, Bonnier, beholder 50,1 procent af aktierne og dermed bestemmelsesretten.

Det sker, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt bekymring for, at medievirksomheden ville blive så stor, at det ville skade konkurrencen på otte markeder, heriblandt markedet for dansksprogede, landsdækkende, betalte, daglige nyheder på print og markedet for annoncering på print.

Den administrerende direktør for Bonnier, Tomas Franzén, undrer sig over styrelsens betænkeligheder.

- Når det er sagt, glæder vi os over at få JP/Politikens Hus som medejer, og vi ser frem til at fortsætte Børsens stærke udvikling, udtaler Tomas Franzén i en pressemeddelelse.

Google og Facebook

Styrelsens vurdering møder også kritik fra den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.

Han påpeger, at Google og Facebook har "erobret en tredjedel af det danske annoncemarked" og i dag står for en stor del af det danske medieforbrug, mens JP/Politikens Hus som følge af fusionen med Børsen ikke ville komme i nærheden af den størrelse.

- Det er stærkt bekymrende, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forhindrer danske medievirksomheder i at modgå den hårde udenlandske konkurrence. Og det på trods af, at de danske mediebureauer – dem der hver dag er i markedet for at købe annoncer for deres kunder – samstemmende har vurderet, at en fusion mellem JP/Politikens Hus og Børsen ikke vil påvirke konkurrencen på det danske annoncemarked negativt, udtaler han i en pressemeddelelse.