DJ, dans og drinks kan stadig blive en del af din nytårsaften: 'Vi vil løfte humøret'

Du kan stadig feste dig ind i det nye år, hvis du er kreativ og online, lyder det fra tre initiativtagere.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo)

For rigtig mange af os kan nytårsaften godt blive lidt af en fuser, hvis vi ikke sænker forventningerne til årets sidste aften en smule.

Men hvad kan vi egentligt gøre, når myndighederne siger nej til nytårsbraget, festerne bliver aflyst og mange sidder alene derhjemme?

Det har tre kreative sjæle nogle online bud på, og de indeholder både vilde DJ's, lækre cocktails og nye bekendtskaber.

Zoom-disco

Det kan sagtens lade sig gøre at have en sikker og sjov fest, når den er online, mener Elizabeth Rankich, der er én af arrangørerne bag 'ONLINE NYTÅRSFEST 2020/2021', som løber af stablen i aften.

Det oplevede hun på egen krop, da hun i sommer var tilbage i hjemlandet USA, fordi hendes far gik bort.

Elizabeth Rankich, hendes datter og veninden kan her ses midt i dans til en online fest i USA i sommer.

Stemningen var helt i bund og derfor tilmeldte hendes amerikanske veninde dem begge til en online dansefest, som en lokal natklub havde arrangeret. De har længe været et kæmpe hit i det coronanedlukkede USA og hjalp også på Elizabeths humør, fortæller hun.

- Det var virkeligt sjovt, og jeg fik lidt samme oplevelse af at være fri, som når jeg er ude og feste, siger hun.

Den følelse vil hun give videre til dem, der tilmelder sig hendes nytårsfest, for hun har ikke kunne finde noget, der mindede om det herhjemme.

Og det er en skam, mener Elizabeth Rankich. For online nytårsfesterne er særligt gode i år, når mange af os skåler alene på grund af corona.

- Vi vil forbinde folk, løfte humøret og skabe et sjovt rum for dans og interaktion, så alle kan komme fantastisk ind i 2021 sammen, siger Elizabeth Rankich.

Hun har derfor arrangeret et onlinedisco, hvor du fra klokken slår 21 vil blive taget i hånden af tre DJ's, der dedikerer hver time indtil klokken 00 til et specifikt årti. Så kan du checke ind, når yndlings-årtiet spiller, ønske et nummer hos DJ'en, eller komme med svar på de quizzer, der bliver holdt undervejs, forklarer Elizabeth Rankich.

Overskuddet fra festen går til Livslinjen og Børnetelefonen, fordi de ligesom Elizabeth Rankich vil hjælpe ensomme med et sted at gå hen, siger hun:

- Vi håber, at folk hos os kan glemme ensomheden lidt.

Mix drinks og skål gennem skærmen

Målet med kurset er en form for virtuel forfest, som er startskuddet for en fremragende aften. Skål!”, siger indehaver Rasmus Damgaard.

Hvis du hellere vil sørge for din egen playliste og ikke vil være online hele natten, så har Rasmus Damsgaard en online mulighed til dig.

Han er indehaver af drinksvirksomheden Getbartender.com. og inviterer til et 'online cocktailkursus' klokken 21 for at skyde nytårsfesten i gang.

Rasmus Damgaard fra Getbartender.com inviterer til en virtuel nytårsfest med et online cocktail kursus.

Bartenderen Rasmus forklarer, at alt, du skal gøre, er at slæbe dig selv eller nogle venner i køkkenet, tænde for skærmen og hive dine pæneste glas frem. Så vil han underholde dig igennem opskriften, og hvis man er heldig give et par professionelle tips og tricks.

- Om I så mangler shakeren eller limen, så hjælper vi jer til at lave lækre cocktails med det, I har, lyder det fra Rasmus Damgaard.

Imellem sjusserne er der musik- og nytårquiz, og når kurset lakker mod enden, så får deltagerne en udfordring. De skal finde sjatterne frem og lave deres egen cocktail med de nylærte tricks. Og så vanker der cocktailpræmier til dem, der lægger det fedeste billede op af deres drink i Facebook-gruppen, forklarer Rasmus Damgaard.

- Det er super sjovt og anderledes at stå alene, med kæresten eller veninden i sit eget køkken, og samtidig være sammen med 100 andre, siger han og understreger, at alle er velkomne.

- Rigtig mange af os føler os lidt ensomme for tiden, og selvom et cocktailevent ikke gør hele forskellen, så er det et skridt i den rigtige retning.

- Vores mission er at skabe et festligt afbræk i en tid, der ikke rummer så meget fest og farver og lave årets nytårsfest.

Gider du ikke sidde alene?

Foto: UGO AMEZ/SIPA

En anden, der også er i fuld sving med nytårsforberedelserne, er Nicoline Hansen fra Kolding.

Hun har på sin Facebook-profil rakt ud til mange af dem, der egentlig skulle sidde alene i år, ved at invitere dem til online nytårsfest.

- Ensomheden er blevet enorm i 2020. Derfor er jeg gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til nytårshygge for dem, som sidder alene, er isoleret, eller ikke har det store netværk, forklarer Nicoline Hansen.

Nicoline Hansen hopper stadig i festtøjet, selvom nytårsaften i år er online.

Hun kender alt for godt til følelsen af at være ensom til nytår, og det skal ingen, fastslår hun.

Derfor besluttede hun sidste år at samle 10-12 fremmede danskere til en nytårsfest. Dengang var det hjemme i hendes lejlighed, i år er det på Zoom.

Ifølge Nicoline er håbet, at nogle af dem, der ellers ville sidde alene, når 2020 bliver til 2021 kan mødes og skabe nye venskaber til hendes online nytårsaften:

- Ved vores online nytår får vi en snak om året, der er gået, og sporene det har sat. Vi får en snak om, hvad vi håber for det nye år.

- Og så skal vi skal skåle, hygge og grine. Det kan aldrig skade, lyder det fra Nicoline Hansen.

Tekniktips til online nytår

  • Eventplanlægger Andreas Lynnerup foreslår, at du sætter et oldschool, eksternt kamera til computeren, så de virtuelle gæster kan se alle rundt om bordet.

  • Hvis I vil bruge kameraet i computeren, så sørg for at sætte computeren på et stativ eller nogle bøger, så den kommer lidt op i højden.

  • Uanset løsningen er det en god idé at koble laptoppen til en større skærm f.eks. et fjernsyn eller projektor for de ambitiøse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter