Djøf: Statsansatte må gå på juleferie med ondt i maven

Fagforbund, S og DF er skuffede over, at regeringen udskyder udflytning af statslige arbejdspladser.

Statens Administration er et af de steder, der allerede er flyttet fra København til Hjørring. Her er tre ud af fire medarbejdere nyansat. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regeringen havde sagt det op til flere gange: Der ville komme en tidlig julegave til kommunerne, når man inden jul ville fremlægge endnu en plan for udflytning af tusindvis af statslige arbejdspladser.

Mange havde indstillet sig på at vide, om man var købt eller solgt inden juleferien, så man kunne overveje, hvad man ville stille op

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig

Men nu har regeringen valgt at udskyde præsentationen af en ny runde udflytning, fordi arbejdet ikke er færdiggjort.

Og det er ikke optimalt, mener Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

- Der er rigtig mange statsansatte, der lige nu går med ondt i maven og må gå på juleferie med den usikkerhed, at de ikke ved, om deres arbejdsplads skal flytte. Det er rigtig ærgerligt for de mennesker, siger hun og fortsætter:

- Mange havde indstillet sig på at vide, om man var købt eller solgt inden juleferien, så man kunne overveje, hvad man ville stille op. Det kan man ikke gøre nu.

Præsentation udskudt til januar

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), har forsikret, at planen om udflytning vil blive præsenteret i januar i stedet.

- Jeg synes, vi skal sikre en ordentlig proces for de berørte medarbejdere og deres familier. Og derfor skal vi i stedet for at haste det her igennem to minutter inden juleaften, lave en ordentlig proces i januar, siger hun.

Og det glæder Sara Vergo, at regeringen har tænkt over at sikre en god proces for de medarbejdere, der bliver berørt af udflytningen.

- Jeg må konstatere, at regeringen ikke er færdig med planen, som de ellers havde tænkt sig at blive. Det er der sikkert gode grunde til. Jeg har noteret mig, at den gerne vil sikre en ordentlig proces, og det kan jeg kun bifalde. Det er enormt vigtigt, at medarbejderne ved, hvad der foregår og bliver behandlet ordentligt, siger hun.

S: Regeringen svigter

Ændringen af planen falder ikke i god jord hos Socialdemokratiets landdistriktordfører Magnus Heunicke (S).

- Regeringen svigter endnu engang provinsen. Den siger, at den gerne vil have et Danmark i balance, men der sker det stik modsatte, siger han og fortsætter:

- Vi kan se på bundlinjen, at der er færre statsansatte i den danske provins i dag, end da vi fik regeringen i 2015. Og den kan ikke overholde den tidsfrist, den selv har sat op. Det får mig til at være bekymret for, om man rent faktisk får gjort noget ved problemet.

Også Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup (DF) er ærgerlig over, at regeringen ikke når at præsentere udspillet inden jul.

- Der er ingen tvivl om, at jo før man kommer i gang med udflytningen, jo bedre. Det gør, at vi kan sikre, at vi får fordelt væksten og arbejdspladserne bedre i Danmark. Derfor håber vi, at regeringen får gjort noget hurtigt, for vi har store forventninger til planen, siger han.

FAKTA: REGERINGENS FLYTTEPLANER

  • Målet med manøvren er at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser og at flytte myndigheder tættere på borgere og virksomheder uden for hovedstaden.
  • Flytteplanerne omfatter både hele institutioner og dele af institutioner, og ud af 44 planlagte flytninger var de 23 afsluttet i oktober. I alt er lidt mere end 2.500 ud af 3.900 planlagte medarbejderflytninger gennemført.
  • Om kort tid ventes regeringen at komme med en ny plan for flytning af endnu flere statslige arbejdspladser.