DMI lover sol og op til 25 grader på årets første officielle sommerdag

Det gode vejr skal nydes, mens tid er, for senere på ugen får vi efterårsvejr.

Mandag får vi ifølge DMI masser af sol og ikke særlig meget vind og temperaturer op mellem 20 og 25 grader. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Kalendermæssigt er det mandag officielt årets første sommerdag. Samtidig har de fleste fri fra job og skole, da det oven i hatten er anden pinsedag.

Og til de solhungrende og varmeglade danskere er der endnu flere gode nyheder på vej. Vejret kommer således til at følge kalenderen.

Det fortæller vagthavende

meteorolog
ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jesper Eriksen.

- I dag får vi masser af sol og ikke særlig meget vind og temperaturer op mellem 20 og 25 grader.

- Det bliver tæt på en rigtig sommerdag temperaturmæssigt. Og hvis vi ikke får den i dag, så tror jeg, at vi får den i morgen, siger han tidligt mandag morgen.

En sommerdag er, når termometeret overstiger 25 grader.

Endnu varmere i morgen

Tirsdag betegner Jesper Eriksen som en såkaldt copy/paste-dag.

- Vejret bliver det samme som mandag, bortset fra at solen måske kan blive lidt sløret. Og så kommer vinden fra en vestlig retning, siger han.

Samtidig bliver der skruet en anelse op for temperaturerne, så tirsdag bliver tæt på udbredt sommervarme - altså over 25 grader.

Onsdag kommer der i løbet af dagen flere skyer, især i den vestlige del af landet. Der kan ifølge

meteorologen
også komme byger flere steder, og de kan lokalt være med torden.

- Så stedvis vil man få lidt vand til haverne, siger Jesper Eriksen.

Dagtemperaturerne onsdag vil ligge mellem 18 og 23 grader.

Efterårsvejr venter

Herefter er detaljerne ifølge

meteorologen
meget usikre, men noget tyder på, at der kommer en front ind over landet med regn og byger torsdag og fredag.

- Det bliver meget kontrastfuldt. Vi går fra

decideret
sommervarme til
decideret
efterårsvejr, advarer
meteorologen
.

- Der kommer vand til alle, men vi er usikre på, hvor store mængder det bliver, tilføjer han.

Temperaturerne falder markant og vil i næste weekend komme ned omkring 10-15 grader i dagtimerne.

- Det bliver virkelig efterårsagtigt og noget, man normalt forbinder med oktober, siger Jesper Eriksen.

- Det er også muligt, at der kommer torden torsdag og fredag, tilføjer han.

/ritzau/

Facebook
Twitter