Dobbelt så meget biltrafik i år 2030

Danmarks Transportforskning forudser næsten dobbelt så meget biltrafik i 2030. 20-30 gange så ofte som i dag vil bilisterne blive fanget i køer.

Kø på motorvejen. Den slags kommer der mget mere af. (Foto: Hans Frederik © DR Regionalen)

Trafikken på de danske landeveje vil vokse til næsten dobbelt størrelse frem til 2030.

Det fremgår af en rapport, som Danmarks Transportforskning har lavet for Infrastrukturkommissionen, der skal kortlægge hvordan der bør investeres i fremtidens infrastruktur.

Transportforskerne har to forskellige scenarier for fremtiden. I det ene vokser trafikken årligt med 2,6 procent, i det andet med 2,1 procent.

Værst ved hovedstaden og trekantsområdet

Det første skøn giver en samlet stigning frem til 2030 på 91 procent, det andet en stigning på 68 procent.

Men i begge tilfælde er resultatet det samme: Frustrerede bilister bag rattet i lange bilkøer, hvis der ikke gøres noget.

Problemerne ventes at blive mest markante i hovedstadsområdet, i trekantområdet og på andre centrale dele af motorvejsnettet.

20-30 gange så ofte i kø

Hvor det i dag "kun" er en halv procent af biltraffiken, der er udsat for det, som forskeren kalder "kritisk trængsel" vil det i 2030 være mellem ni og 14 procent.

I 2030 vil 20-30 gange så stor en del af biltrafikken altså - ifølge rapporten - være fanget i køer, hvor farten er nedsat med mindst 25 procent og med konstant risiko for, at trafikken går helt i stå.

Trafikken vil ikke mindst ramme hovedstadsområdet, så rapporten får Anne Vang, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, til at efterlyse muligheden for at opkræve bompenge i hovedstaden.

Ikke meget mere togtrafik

- Det er en af utallige rapporter, der viser, at der er et kæmpestort problem. Mennesker i hovedstadsområder bruger alt for meget tid i køer. Det er nødvendigt at gøre noget, siger hun.

Københavns Kommune skal have grønt lys fra Folketinget for at opkræve bompenge. Og det er der på nuværende tidspunkt ikke flertal for på Christiansborg.

Infrastrukturkommission har også fået lavet en prognose på jernbanen, og den viser en lille stigning på mellem 0,2 og 0,4 procent i forhold til i dag.