Død hval bliver i Vejle

Dyrlæge Trine Hammer Jensen fra Det Veterinære Institut i Århus har erklæret hvalen død. Den døde finhval bliver alligevel ikke transporteret til København, men bliver i Vejle, oplyser byens borgmester.

Den 15 meter lange finhval fortsætter med at tiltrække sig stor opmærksom efter sin død søndag formiddag.

Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard fortæller søndag eftermiddag til Vejle Amts Folkeblad, at hvalen alligevel ikke bliver kørt til København på en blokvogn. Det var ellers planen.

- Jeg har haft en snak med direktøren for Naturhistorisk Museum, og vi er blevet enige om, at hvalen bliver her, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Turistmagnet

Planen er foreløbig, at hvalen skal bugseres ind til kajen ved lystbådehavnen. Her skal den så løftes i land. Siden vil det vise sig, hvor selve opskæringen kommer til at finde sted.

Allerede fredag meddelte borgmesteren, at hvalen burde blive i Vejle. Her skulle den udstilles som en ny turistattraktion for byen.

Hvalen suger meget opmærksom til sig. Tusinder har lagt vejen forbi Ibæk Strandvej, og Vejle har været i alle medier.

Facebook
Twitter