Døde mennesker skal varme kirker op

Etisk Råd vil nu tillade at de danske kirkegårde må genanvende varmen fra krematorieovne. Det betyder, at kirkernes bygninger fremover vil få fyringsvarme fra afdøde.

De danske kirker kan fremover blive varmet op af genbrugsvarme fra krematorieovne. Det skriver Nyhedsavisen. (Foto: Sara Otte © DR Regionalen)

De danske kirkegårde har fået tilladelse til at bruge varmen fra krematorieovnene til at varme kirkernes bygninger op. Det skriver Nyhedsavisen.

Det er Etisk Råd, der har givet tilladelsen, der betyder at kirkerne nu kan genbruge varmen fra de godt 41.000 danskere, der hvert år bliver brændt.

Miljøbevidste kirker

Formanden for Danske Krematoriers Landsforening, Allan Vest, mener, at det handler om at være miljøbevist.

- I stedet for at lukke varmen fra ovnene ud i atmosfæren skal den varme kirken, og måske kan vi endda sælge lidt overskudsvarme, siger han.

Alligevel vil foreningen lade det være op til hvert enkelt af Danmarks 33 krematorier, om de vil genanvende varmen fra afdøde. Det har tidligere været et prekært emne, at anvende varmen fra de brændte døde. Men det kan man altså godt, mener Etisk Råd.