To døgns coronatal: 823 nye smittetilfælde

Smittetallene skal ses i lyset af, at der ikke blev offentliggjort tal i går.

Fejlen udsprang af, at 49 personer ved en fejl modtog en besked om, at deres testsvar var positivt. (Arkivfoto) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

I de seneste to døgn er der blevet registreret 823 nye tilfælde af coronavirus i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut.

På grund af en teknisk fejl blev der ikke offentliggjort smittetal i går, og derfor er tallet særligt højt i dag. Fejlen udsprang af, at 49 personer ved en fejl modtog en besked om, at deres testsvar var positivt.

Siden i går er antallet af nye smittede steget med 453, hvilket er den største stigning siden i foråret.

Det hører dog med, at vi tester langt mere nu end for et halvt år siden. Siden i går er der blevet foretaget 59.203 test.

Der er nu i alt 60 coronasmittede indlagte i Danmark. Tre af dem er på en intensivafdeling, hvoraf én har brug for hjælp fra en respirator.

Siden tirsdagens opgørelse er yderligere to døde med coronavirus.

Stor fokus på hovedstadsområdet

Efter sommerferiens afslutning er smittekurverne begyndt at gå den gale vej. I den seneste tid har den kedelige retning især været båret af udviklingen i København.

Foreløbig ser det ud til, at smitten stadig hænger godt ved i byen, hvor man de seneste to dage har registreret 194 nye smittetilfælde. De 17 kommuner i hovedstadsområdet har 396 af de 823 de sidste to døgn.

Det er dog ikke kun i København, at der er smitte.

Der er nu 53 kommuner over myndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000, og i alt har 95 kommuner registreret smittetilfælde i løbet af den seneste uge.

Det vil sige, at kun tre kommuner i Danmark ikke har set smittetilfælde i løbet af de seneste syv dage.

Facebook
Twitter