Dømt australsk terrorist: Basil Hassan bag bombe på russisk fly

En australier sætter Basil Hassan i forbindelse med et terrorangreb i 2015.

Sådan så resterne af flyet metrojet 9268 ud, efter det var styrtet ned i ørkenen i Egypten. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)

Den danske terrorist Basil Hassan var med til at planlægge sprængningen af et russisk fly, der i 2015 styrtede til jorden på vej fra Egypten.

Sådan lyder det fra den terrordømte australier Khaled Khayat, der tidligere på året blev dømt for terror i Australien.

Den 51-årige Khaled Khayat er dømt for at have forsøgt at sprænge et passagerfly med 400 passagerer i luften, der skulle flyve fra Sydney til Abu Dhabi.

Samme angreb bliver danske Basil Hassan ifølge danske og udenlandske efterretningstjenester opfattet som en af hovedbagmændene bag.

I en politiafhøring har Khaled Khayat blandt andet sagt:

- Der var også et fly, der sprængte i luften over Egypten. Det var de samme, der stod bag.

'De' henviser til Basil Hassan og Khaled Khayats egen bror, Tarek Khayat, der er idømt dødsstraf i Irak for terror.

Det fremgår af australske retsdokumenter, som DR er i besiddelse af.

Oplysningerne er uhyre interessante, lyder det fra flere terroreksperter.

- Det bekræfter, at Basil Hassan var en central figur i gruppens 'external operations', altså terroroperationer uden for Syrien og Irak. Med en dansker så centralt placeret i IS' terrorapparat kan man jo også være urolig for, at de har haft netop Danmark i tankerne, når de skulle planlægge operationer, siger Tore Hamming, Ph.D. i jihadisme ved European University Institute.

Samme opfattelse har terrorforsker Magnus Ranstorp.

- Det er helt utroligt og overraskende, hvis Basil Hassan var involveret. Meget få fra de nordiske lande var så dybt og operationelt involveret i IS' planlægning og eksekvering af angreb, siger Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm.

224 personer blev dræbt

Klokken 05.50 en oktobermorgen i 2015 lettede et russisk passagerfly fra den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.

23 minutter senere fløj det ni kilometer over ørkenen i Sinai, da en bombe ombord eksploderede og fik flyet til at styrte ned. Samtlige 224 passagerer blev dræbt.

  • Samtlige 224 passagerer ombord på blev dræbt. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)
  • Her inspicerer den russiske minister Vladimir Puchkov flyvraget. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)
  • Myndigheder i både Egypten og Rusland mener, at der var plantet sprængstof ombord på flyet. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)
1 / 3

Hidtil er ingen blevet retsforfulgt for angrebet, selvom terrororganisationen Islamisk Stat hurtigt tog ansvar for terrorhandlingen.

Myndigheder i både Egypten og Rusland har siden erkendt, at flyet styrtede ned på baggrund af en terrorhandling, og at nogen havde plantet sprængstof ombord.

- Det var samme metode ved de to angreb, har Khaled Khayat sagt til australsk politi.

Khaled Khayat blev anholdt i sommeren 2017, da australsk politi fik et tip fra en udenlandsk efterretningstjeneste om, at et netværk forgæves havde forsøgt at placere en bombe ombord på et passagerfly i juli 2017, der skulle lette fra Sydney. Angrebet blev ikke udført, angiveligt fordi kufferten med bomben, der var skjult i en kødhakker, vejede for meget

Det var Tarek Khayat og Basil Hassan, der fra deres base i Islamisk Stat orkestrerede planlægningen af angrebet på det australske fly.

Flere af hinanden uafhængige efterretningskilder i Danmark og i udlandet har bekræftet over for DR, at Basil Hassan gennem længere tid researchede på sikkerhedsbrister i luftfartssikkerheden.

Det gjorde han blandt andet ved at sende pakker til en række forskellige lande for at teste, hvad der kunne komme igennem sikkerheden og hvordan man kunne skjule sprængstoffer.

Bombefremstilling, blodårer og bordplade

I forbindelse med terrorsagen med det australske fly har en række efterretningskilder over for DR bekræftet, at det var Basil Hassan, der sørgede for at sende eksplosiver fra Tyrkiet til netværket i Australien.

Det var også Basil Hassan, der sørgede for, at blandt andre Khaled Khayat modtog en bombemanual.

Basil Hassans involvering i bombefremstilling hos Islamisk Stat er for nylig blevet bestyrket i den danske dronesag, hvor Basil Hassan er omdrejningspunktet.

I dronesagen, der lige nu behandles i Københavns Byret, har Anklagemyndigheden fremlagt en række billeder af en mand, som politiet mener er Basil Hassan. På billedserien ses manden trin for trin fremstille en simpel bombe.

Bombefremstilleren har et særligt ur på højre arm, og her har Basil Hassans libanesiske eks-kone fortalt politiet, at Basil Hassan havde et armbåndsur magen til.

Politiet har desuden lavet en række tekniske undersøgelser af billedserien blandt andet ved at sammenligne en bordplade fra billederne med en bordplade, der kan ses på et billede af Basil Hassans nem-id, som politiet også er i besiddelse af. De to bordplader er med stor sandsynlighed den samme.

Politiet har også fået eksperter til at sammenligne armen og blodårerne fra manden på bombefremstillingsbillederne med billeder af Basil Hassans arm og blodårer, som politiet har fra private billeder af Basil Hassan fra gymnasietiden og et billede af Basil Hassan, der er i bad.

Her konkluderer undersøgelserne, at der ikke er noget, der strider imod, at armen og blodårerne tilhører samme person.

Billedserien af bombefremstillingen indgår i officielt materiale fra Islamisk Stat, som PET I sensommeren 2019 gennem en udenlandsk samarbejdspartner fik fat i.

I disse officielle IS-dokumenter går billederne igen som en bombeopskrift til læserne.

- Basil Hassans centrale placering i Islamisk Stat og i gruppens terrorplanlægning bekræftes yderligere af, at han angiveligt optræder i en officiel intern IS-rapport. Lignende bombefremstillingsvejledninger er kendt fra andet jihadistisk propagandamateriale og er efterfølgende blevet brugt af sympatisører til at udføre terrorangreb, siger Tore Hamming, Ph.D. i jihadisme ved European University Institute.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste har ønsket at kommentere oplysningerne. De har heller ikke ønsket at kommentere, hvorvidt de er bekendte med de australske dokumenter.

Basil Hassan er flere gange blevet meldt dræbt, men det er aldrig blevet officielt bekræftet og de danske myndigheder har arbejdet ud fra, at han stadig kan være i live.

Basil Hassans forsvarsadvokat Thorkild Høyer er blevet forelagt oplysningerne i denne artikel, han har ikke ønsket at kommentere. Thorkild Høyer har været forsvarsadvokat for Basil Hassan i mange år, og har flere gange understreget, at han ikke har talt min sin klient i mange år.