Dømt for bombe-joke i lufthavn

En kvindelig studerende fik betinget fængsel for i sjov at have sagt ordet "bombe" i Københavns Lufthavn. En vagt hørte bemærkningen og slog alarm.

En vagt slog alarm, da han overhørte kvindens bemærkning om en bombe. (© DR)

En 24-årig kvindelig filosofistuderende er i Østre Landsret blevet idømt 10 dages betinget fængsel for i sjov at have sagt "de har fundet min bombe" ved en metaldetektor i Københavns Lufthavn.

Kvinden var ellers tidligere blevet frifundet i byretten med den begrundelse, at ordene var faldet i retning af hendes to rejsekammerater. Men en vagt lyttede med, og da han efterfølgende bad hende gentage vittigheden overfor ham, blev der slået alarm og hele området blev afspærret.

Slår hårdt ned

- Hun sagde undskyld i samme øjeblik, hun fandt ud af, at en vagt havde hørt det, siger hendes forsvarer, Niels Forsby.

- Med denne her dom har landsretten lagt en linje, hvor der bliver slået hårdt ned på alt, hvad der bliver sagt i en lufthavn. Det er naturligvis kommet i kølvandet på hele terrorsituationen, og det kan man jo mene om, hvad man vil, siger han.

Han påpeger, at kvinden ikke ønsker at gå videre med sagen.