Dømt i Randers: Jeg tager straffen, fatter

Stemningen var nærmest munter, da fire medlemmer af en narkobande i højt humør i Randers fik tilsammen 46 års fængsel.

- Det er fuldstændigt farligt at gå til landsretten. Det kan kun gå opad. Hvad synes du, fatter?

Sådan lød spørgsmålet i dag i byretten i Randers fra en dømt ung mand til sin far. Og sønnen fik et lavmælt ja og nik fra sin fatter og modtog dommen - underforstået, at det ikke kan betale sig at anke en narkodom, og at straffen kun risikerer at blive højere.

Den 23-årige Kim Domino havde i en kort pause sin far på tomandshånd, efter at han blev idømt 12 års fængsel for sin medvirken i en narkobande, som for et par år siden indsmuglede 40 kilo amfetamin fra Holland til Danmark.

Grin og smil i retten

Fire personer blev idømt tilsammen 46 års fængsel efter 11 retsmøder. De mødte op i retten, grinende, og støttet af bl.a. solbrændte piger og tatoprydede drenge fra "miljøet", af politiet karakteriseret som "rockerrelateret".

Flertallet af tilhørerne var tilsyneladende ikke overrasket over dommene og tværede ikke deres grin bort, men omfavnede de dømte - inden disse blev sendt til videre afsoning.

De dømte er 24-årige Martin Jacobs, 9 års fængsel, 23-årige Joachim Pedersen, 11 års fængsel, 23-årige Kim Domino, 12 års fængsel, samt den formodede hovedmand, briten Delroy Showers.

Bagmand gammel kending

Den mørklødede 58-årige fik 14 års fængsel. Baggrunden er bl.a., at han tidligere er idømt ni et halvt års fængsel i Storbritannien for narkosmugleri og tillige otte års fængsel ved retten i Brøndby i 1994 med indrejseforbud for bestandig.

Retten bestemte, at der skal konfiskeres 200.000 kroner hos både Kim Domino og Joachim Pedersen efter den systematiske "import" af amfetamin i store Mercedes-biler m.v.

Efterforskningen i Randerssagen har omfattet både hollandsk, engelsk og tysk politi, ligesom Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter og Europol har været på.

Facebook
Twitter