Dømt PET-chefs advokat: 'Vi overvejer nu at anke'

Sagen har allerede været en stor byrde for min klient, siger Jakob Scharfs forsvarsadvokat.

Forsvarsadvokat Lars Kjeldsen skal nu læse dommen på fire måneders fængsel grundigt igennem, før han sammen med sin klient, tidligere PET-chef Jakob Scharf, beslutter, om den skal ankes eller ej. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Først skal dagens dom på fire måneders ubetinget fængsel læses grundigt igennem.

Og så skal det overvejes, om den bør ankes til landsretten.

Sådan lyder det fra tidligere PET-chef Jakob Scharfs forsvarsadvokat Lars Kjeldsen, umiddelbart efter at Københavns Byret har afsagt dommen fredag eftermiddag.

- Nu skal jeg drøfte dommen med min klient og tage stilling til, om den skal ankes. Sagen har allerede været omfattende og langvarig, og det har også været en stor byrde for min klient. Så nu må han overveje sammen med mig, om vi skal gå videre, siger Lars Kjeldsen.

Jakob Scharf er dømt for at have videregivet fortrolige oplysninger i bogen "Syv år for PET", som handler om hans tid i PET, hvor han var chef fra 2007 til 2013. Udover fire måneders fængsel står Jakob Scharf også til at få konfiskeret 400.000 kroner.

- Det er jo ikke et resultat, som vi har arbejdet for at få. Og nu må jeg overveje resultatet sammen med min klient, og om vi skal gå videre med en anke.

- Men jeg har ikke flere kommentarer til det nu, for vi har ikke haft lejlighed til at læse de omfattende præmisser i dommen, siger Lars Kjeldsen, der har forlangt frifindelse.

Jakob Scharf var ikke selv mødt frem i retten fredag eftermiddag.

Tilfreds anklager

Sagen mod den tidligere PET-chef er blevet kaldt usædvanlig og historisk, fordi det er første gang, at en tidligere efterretningschef selv har siddet på anklagebænken.

Anklagemyndigheden har hævdet, at Jakob Scharf 28 steder i bogen "Syv år for PET" har brudt sin tavshedspligt, og Københavns Byret var altså et godt stykke hen ad vejen enige.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf har hele tiden nægtet sig skyldig i at have videregivet fortrolige oplysninger. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Anklager Jakob Berger Nielsen er da også tilfreds med dommen på trods af, at han havde krævet mellem seks og ni måneders fængsel til Jakob Scharf.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten i langt overvejende grad har fulgt anklagemyndighedens påstand om domfældelse i 24 ud af 28 punkter. Og strafniveauet er et udtryk for, at der er tale om en meget alvorlig forbrydelse, siger han.

Jakob Berger Nielsen vil ikke afvise, at han vil forsøge at få dommen skærpet.

- Nu må vi hjem og læse dommen og så se, om der på nogle punkter er noget at komme efter i forhold til at få ændret dommen i landsretten, siger anklageren.

Scharf har krævet frifindelse

"Syv år for PET" er skrevet af journalist Morten Skjoldager og bygger dels på forfatterens egen research og dels på interviews med Jakob Scharf.

Bogen kom i butikkerne i efteråret 2016, men allerede inden udgivelsen var der røre om bogen.

PET havde nemlig læst en reklametekst om den, som gjorde efterretningstjenesten bekymret for, om Jakob Scharf talte over sig i bogen og afslørede hemmelige detaljer om PET's operationer, samarbejdspartnere og arbejdsmetoder til skade for efterretningstjenestens arbejde.

Som tidligere PET-chef og offentligt ansat er Jakob Scharf nemlig underlagt tavshedspligt - både under og efter sin ansættelse.

Derfor forsøgte PET at stoppe udgivelsen og fik nedlagt et fogedforbud mod udgivelsen. Alligevel optrykte Politiken hele bogen i et særtillæg den 9. oktober 2016.

I stedet valgte PET at anmelde Jakob Scharf til Københavns Politi, der har stået for efterforskningen i sagen.

Jakob Scharf har hele tiden nægtet sig skyldig og krævet frifindelse.