Dokumentar: CIA-fly mellemlandede i Grønland

Dansk luftrum og en grønlandsk lufthavn er blevet brugt af CIA som mellemlandingsplads for deres fly. Det dokumenterer tv-programmet "CIA's danske forbindelse", som sendes på DR1 i aften.

Flyveplaner fra Grønlands Luftfartsvæsen viser, at hvert tredje af de 35 mistænkte fly har landet i Grønland og endnu flere har fløjet gennem dansk luftrum. (© DR)

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA har igennem flere år hemmeligt benyttet dansk luftrum og Grønland som mellemlandingsplads for deres fly. Det afslører DR1 Dokumentaren "CIA's danske forbindelse".

Flyene er mistænkt for at være en del af et hemmeligt fangeprogram, hvor terrormistænkte ulovligt bliver bortført af CIA fra europæisk territorium.

Flere partier i Folketinget har krævet, at den danske regering undersøger om CIA har benyttet dansk luftrum eller danske lufthavne i forbindelse med det hemmelige fangeprogram.

Det har regeringen hidtil afvist med den begrundelse, at regeringen ikke har oplysninger, der peger i den retning.

Nu viser DRs undersøgelser, at CIA har brugt både dansk luftrum og danske lufthavne.

CIA har forsøgt at holde flyvningerne hemmelige ved at lade flyene operere af private firmaer, men firmaerne er i virkeligheden CIA-dækselskaber.

CIA-dækselskaber

CIA har især brugt den grønlandske lufthavn Narsarsuaq.

DR har fået adgang til flyveplaner, afgiftsbetalinger, hotelregistreringer, cateringfakturaer og besætningslister for en række fly, der har landet i Grønland.

DR dokumenterer, at ét af selskaberne bag flere landinger i Grønland er et tilsyneladende privat firma ved navn ”Stevens Express Leasing”.

Men i virkeligheden er firmaet et CIA-dækselskab. Det er det samme selskab, som har stået bag flere bortførelser i CIA's hemmelige fangeprogram, bl.a. af den tyske statsborger Khaled el-Masri.

Khaled el-Masri blev bortført af CIA i 2004 og blev tilbageholdt ulovligt i 5 måneder i et hemmeligt fængsel i Afghanistan, inden han blev frigivet.

Sagen har medført at den tyske statsadvokat har udstedt en arrestordre på de CIA-agenter, der stod bag bortførelsen.

CIA-baser

Europarådet og Europaparlamentet har mistænkt 35 fly for at være forbundet med CIA's hemmelige fangeprogram.

Flyveplaner fra Grønlands Luftfartsvæsen viser, at hvert tredje af de 35 mistænkte fly har landet i Grønland og endnu flere har fløjet gennem dansk luftrum.

DRs undersøgelser afslører, at flere af flyene er opereret ud fra en lille lufthavn i Johnston County, North Carolina - som CIA har brugt som udgangspunkt for sine flyvninger i det hemmelige fangeprogram.

Flyveplanerne afslører ligeledes, at flyene har landet i CIA's hemmelige træningsbase i Camp Peary. Kun fly med tilknytning til det amerikanske militær kan lande i Camp Peary.

Endelig er flyene endt på en lang række af de destinationer, som man mener CIA har ført fanger til. Det er Egypten, Jordan, Rumænien, Usbekistan, Azerbadjan og Afghanistan.

USA's fangeprogram har betydet, at andre landes statsborgere - uden at blive stillet for en dommer og alene på amerikansk mistanke - er blevet bortført og fløjet til hemmelige fængsler.

Her er de blevet tilbageholdt ulovligt og i flere dokumenterede tilfælde udsat for tortur.

Usbekistan

DR har fulgt sporene fra et Gulfstream-jetfly med nummeret N379P. Flyet er fløjet ind over Danmark 14 gange. 6 af gangene kom flyet fra eller fløj til Tashkent i Usbekistan, som er et af de steder, hvor CIA har sendt fanger til.

N379P var opereret af endnu et CIA-dækselskab ved navn "Premier Executive Transport".

Det er lykkedes DR at få et interview med den tidligere britiske ambassadør i Tashkent, Craig Murray, som havde førstehåndsviden om CIA's aktiviteter i Usbekistan.

- CIA havde agenter udstationeret i Tashkent og lod som om de arbejdede for ”Premier Executive”. Men som ambassadør vidste jeg, at de var fra CIA. Jeg så alle CIA's oplysninger, fordi CIA og MI6 udveksler oplysninger, fastslår Craig Murray.

Vigtig brik

CIA har blandt andet brugt Grønland til at få brændstof på deres fly. DR kan ikke dokumentere, om der har været fanger ombord gennem dansk luftrum, men det er ifølge Europarådets undersøgelses-gruppe heller ikke det afgørende.

Ifølge Gavin Simpson, der har været efterforsker for Europarådet, har hver en lufthavn, som CIA har brugt til deres transporter, været en vigtig brik for at fangeprogrammet har kunnet fungere.

- Hvis et system skal fungere, er alle elementer afhængige af hinanden. Mellemlandinger er en lige så vigtig del af systemet som selve destinationerne, siger Gavin Simpson.

Danmarks rolle

Det er lykkedes DR at afdække navne på flere af de besætningsmedlemmer, der har opereret flyene på Grønland. Det viser sig, at piloterne har brugt falske navne og har tilknytning til de CIA-agenter, som den tyske statsadvokat har fundet i sagen med Khaled el-Masri.

I London repræsenterer en organisation af jurister de fanger, der er endt på Guantanamo. Jurist Clara Gutteridge fra Reprieve bliver i udsendelsen forelagt samtlige af DRs oplysninger.

- Havde Danmark ikke ladet de fly tanke op i Grønland, havde de måske ikke været i stand til at begå ulovlige handlinger. Så i den forstand spiller Grønland en væsentlig rolle. Og Danmark har derfor været en part i fangeprogrammet, konkluderer Clara Gutteridge.

Facebook
Twitter