Dokumentarinstruktør: Derfor greb jeg ikke ind

Mange er blevet vrede på Katrine Kjær, der har lavet filmen Adoptionens Pris, fordi hun ikke greb ind over for det, hun var vidne til.

- Folk tror, det er en enkeltstående sag. Det er det ikke, siger Katrine W. Kjær, der har instrueret Adoptionens Pris for Fridthjof Film. (© DR)

Dokumentarfilmen Adoptionens Pris om 4-årige Masho og hendes 2-årige lillebror, der bliver bortadopteret fra Etiopien til en familie i Holbæk, har ført stor debat med sig.

Filmen viser, hvordan familielivet i Holbæk ender som et mareridt, fordi den 4-årige pige ikke kan knytte sig til sine nye forældre, og de heller ikke kan finde ud af at knytte sig til pigen, som til sidst sendes på børnehjem.

Mange spørger, hvorfor filmens instruktør Katrine W. Kjær, har kunnet følge den tragiske udvikling i fire år uden at gribe ind over for de uhyrligheder, hun var vidne til - ikke mindst det danske pars opdragelsesmetoder over for Masho.

- Hvis jeg skulle blande mig i folks opdragelsesmetoder som dokumentarist, så ville vi være ude på et skråplan, siger Katrine W. Kjær til P1's Kulturnyt.

Vrede mod instruktør

Katrine Kjær har gennem fire år fulgt både den etiopiske mor og far, der får at vide, at de er syge af aids og derfor overtales til at bortadoptere to af deres fem børn og siden også de to børns liv hos en dansk familie.

Det hun bliver vidne til kan mildest talt kaldes en tragedie, hvor det bliver klart, at den 4-årige pige aldrig skulle have været bortadopteret.

Mange er efterfølgende blevet vrede på instruktøren og har spurgt hende, hvorfor hun ikke har reddet familien.

- Når vreden mod mig kommer, så er det fordi folk ville have mig til at redde denne her enkelte sag. De tror, at det her er en enkelt sag. Men det er det ikke. Det er helt vildt, så meget jeg har fundet ud af.Det her skerrigtig, rigtig ofte, siger Katrine Kjær.

Gav familien besked

Det er ikke fordi, hun ikke har haft lyst til at blande sig undervejs. Hun har da også fortalt de biologiske forældre nyt fra deres børn i Danmark, hver gang hun var tilbage i Etiopien for at lave optagelser til filmen.

Men hvor galt det egentlig stod til, og hvor dårligt Masho havde det i Danmark, det gik der lang tid, før hun fortalte familien.

- Det gjorde jeg til sidst, men det var også et dilemma. For hvad skulle de bruge det til, når de nu trøstede sig med, at hun trods alt havde det godt? Så er det hårdt at fortælle dem, at det har hun ikke, velvidende at de ikke kan handle på det, siger Katrine Kjær.

Øjenåbner

Katrine Kjær kalder arbejdet med Adoptionens Pris det hårdeste hun har lavet, fordi den har vist hende, at vi i vores verden har brug for den tredje verdens nød for at kunne opretholde det liv, vi gerne vil leve.

Hun håber, at netop det, at hun vælger at vise noget så chokerende og ubehageligt kan være med til at åbne folks øjne for adoptionens bagside.

- Jeg troede, at adoption var en god ting, da jeg gik i gang. Jeg vil gerne føre mit publikum på samme rejse, som jeg har været på. Jeg ville have, at man skal føle, at de mødre, der bortadopterer deres børn, elsker dem lige så højt som vi gør, siger hun.

Hvert år adopteres 30.000 børn verden over og Adoptionens Pris er solgt til visning i flere lande.

Har du erfaringer med adoption, som du gerne vil dele? Så skriv til DR Nyheder på

1212@dr.dk.

Facebook
Twitter