Dom i dag: Overblik over Judy-sagen

I dag kl. 12 falder der dom i drabssagen på socialpædagog Juby Meiniche Simonsen. Den sigtede erkender drab og seksuelt overgreb.

Politiet ved Hald Sø i Dollerup Bakker. Her blev pædagogen Judy Meiniche Simonsen 8. februar fundet død, efter at hun dagen inden var forsvundet fra bostedet Blåkærgård sammen med den indlagte Kristian Heilmann, der nu er sigtet for drabet. (Foto: Preben Madsen © Scanpix/ Midtjyske Medier)

Et år er der gået siden socialpædagogen Judy Meiniche Simonsen og 39-årige Kristian Heilmann forsvandt fra bostedet Blåkærgård den 7. februar 2012. De to var taget fra bostedet for at gå en tur i skoven og tale om Heilmanns medicin, men udflugten ender tragisk, da Heilmann slår Judy Meiniche Simonsen ihjel.

Morgenen efter bliver hun fundet død ved et ishus ved Hald Sø i Dollerup Bakker i nærheden af Viborg.

Samme formiddag bliver Kristian Heilmann anholdt efter en kort biljagt, der ender med, at Heilmann kører en stjålen Skoda ind i et træ. Han kommer alvorligt til skade og bliver indlagt på traumecentret på Aarhus Sygehus.

Den 10. februar 2012 bliver Kristian Heilmann fremstillet i grundlovsforhør in absentia, fordi han ligger i koma efter biluheldet. Han bliver sigtet for manddrab som følge af utallige knivstik, voldtægt eller forsøg på voldtægt samt brugstyveri af to biler.

Drab sætter sikkerheds-debat i gang

I dagene herefter er der en voldsom debat om, hvorvidt den sigtede har været mere syg end først antaget. Han er tidligere blevet fjernet fra Blåkærgård på grund af vold, og han har både domme for vold og seksuelle overgreb bag sig.

Region Midtjyllands socialchef erkender fejlvurderingen. FOA, som organiserer de ansatte på bostedet, er rystet. Dansk Folkeparti vil have en redegørelse om sagen. Region Midtjylland igangsætter en undersøgelse, der skal klarlægge, om den drabssigtede var fejlplaceret på den åbne institution. Flere tidligere ansatte på Blåkærgård kritiserer sikkerhedsprocedurerne, som Blåkærgård stiller sig uforstående overfor. Ikke desto mindre bliver sikkerheden øget i løbet af den kommende måned.

Efter et par uger på hospitalet er Kristian Heilmann frisk nok til at møde i retten. Reglerne foreskriver, at når en person fængsles in absentia, så skal den fængslede fremstilles i nyt grundlovsforhør så snart det er muligt.

Erkender drab

Tirsdag går retssagen i gang, og offentligheden får for første gang mulighed for at høre Kristian Heilmanns forklaring på, hvad der skete på drabsdagen.

Han erkender både drab og seksuelt overgreb. Ifølge Heilmann slog det klik for ham, da Judy Meiniche Simonsen ville melde ham for sexovergreb. Han husker ifølge eget udsagn ikke at have slået hende, og han erindrer kun tre-otte af de i alt 38 knivstik.

Klokken 12 torsdag falder der dom i sagen i Retten i Viborg. Både anklager og forsvarer går efter en tidsubestemt anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling.

Facebook
Twitter