Domme for 150 års drab: Vi straffer hårdere i dag, end vi gjorde i gamle dage

Det er overraskende og spændende tal, lyder det fra flere eksperter på området.

Straffen for et manddrab er i dag højere, end den var for 100 eller 150 år siden.

Det viser en gennemgang af domme for manddrab, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget ved hjælp af historiske arkiver hos Danmarks Statistik.

Gennem de seneste 152 år – siden Danmark fik sin første borgerlige straffelov i 1866 – har danske domstole kendt 2.577 mennesker skyldig i manddrab, og i de statistiske årbøger kan vi finde oplysninger om, hvilken straf man har tildelt de 2.455 af gerningsmændene.

Tallene viser en klar tendens. Der blev givet lavere straffe for manddrab i gamle dage, end der gør i dag.

De tal er kommet som en overraskelse for flere eksperter, som DR har talt med. Blandt andre Ditlev Tamm, der er professor i retshistorie ved Københavns Universitet:

- Vores udgangspunkt vil jo ofte være, at vi straffer mindre hårdt i dag, end man gjorde tidligere, fordi der i dag indgår mange kriminalpolitiske overvejelser, når vi straffer folk. Derfor skulle man umiddelbart forvente, når man kigger på tal, der har med straf og straffens længde at gøre, at støde på længere straffe i datiden, end man gør i dag, siger han.

Men det er ikke den virkelighed, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har fundet frem til.

Fra forbedringshus til fængselsstraf

Mere end halvdelen af alle dem, som er blevet dømt for manddrab under den gamle straffelov af 1866, fik nemlig mindre end seks års straf.

Gennem hele perioden med straffeloven af 1930 er det kun hver femte, der har fået mindre end otte års fængsel.

- Det forbavser mig, at det er så stort et antal af straffe for drab, der er på mindre end seks års fængsel under den gamle straffelov, siger Ditlev Tamm og uddyber:

- Det overrasker mig særligt, at der er givet så mange forbedringshusdomme for manddrab. For det var jo en tidsbegrænset straf, der ofte blev givet til de lidt lettere forbrydelser, mens tugthus var beregnet til de længere straffe for de mere hårdføre forbrydere.

Nyt syn på forbryderen kan være en del af forklaringen

Forud for den nugældende straffelov af 1930 havde man haft ret intense diskussioner om, hvordan man egentlig bedst kunne opnå det, som straf grundlæggende skulle gøre, nemlig at forhindre forbrydelse, forklarer retshistorikeren.

- Man kom med den nye straffelov i højere grad ind på, at behandling – og ikke bare udsigten til en lang straf – var det, der virkede. Man begyndte i højere grad at kigge på forbryderen og forbryderens individualitet, så man kunne finde en straffeform, der var egnet til at påvirke den pågældende forbryder bedst muligt, siger Ditlev Tamm.

Derfor overrasker 'de manglende' hårde domme i statistikken ham. Han mener dog samtidig, at netop det nye syn på straf og på forbryderen også kan være med til at forklarer tallene.

Man havde nemlig ikke de store kompetencer til at vurdere psykisk sygdom eller mentaliteten hos forbryderen i gamle dage, så dem der eksempelvis var lettere psykisk syge ville dengang måske være blevet dømt for drab begået i oprørt sindsstemning, som gav en lavere straf.

- Kort sagt kan man altså forestille sig, at mange af dem, som dengang fik en mildere straf, i dag ville få en tidsubestemt foranstaltningsdom, lyder buddet fra Ditlev Tamm.

Samtidig er politiet også blevet bedre til at opklare de svære sager, fremhæver han.

- Man var ikke så god til at opklare drab dengang. Så de svære drab – rovmordene og fjerndrabene – som vi i dag straffer hårdt, blev ikke opklaret i lige så høj grad. Vi har altså flere drab begået under skærpende omstændigheder, der bliver opklaret i dag.

Gamle rabatter på drab

Frederik Strand, der er historiker og leder af Politimuseet, finder ligesom Ditlev Tamm også de nye tal meget interessante.

- Tallene er meget spændende, og de kommer ret meget bag på mig, siger han.

Han fortæller samtidig, at der var en række betingelser i den gamle retsforståelse og straffelov, der gav mulighed for at få milde straffe.

- Med straffeloven af 1866 var der indbygget en forståelse af, at man havde retten til at forsvare sig selv og sin ære, og jeg tænker, at det spiller ind på tallene, siger han og tilføjer:

- Der har formentlig også i et eller andet omfang været taget hensyn til, om man handlede i affekt. Det har vi jo også i dag. Noget peger dog på, at hensynet var større dengang. Altså at der har været større rabat, hvis drabet ikke ligefrem var overlagt.

Den pointe genfinder man i en vis udstrækning hos Nicolaj Sivan Holst, der er lektor i strafferet og straffeproces ved Aarhus Universitet.

- Der var flere forskellige forsætlige drabsbestemmelser i den gamle straffelov, alt efter hvilke omstændigheder, drabet var foregået under. Hvis drabet var fremkaldt ved en oprørt sindsstemning eller det var ens hustru, man havde dræbt, så gav det en mildere straf, siger han.

De mange bestemmelser fjernede man med den nye straffelov af 1930, forklarer Nicolaj Sivan Holst.

- Altså den tidligste version af en ren ægtefælle-rabat har du jo i den gamle straffelov, hvor den er direkte skrevet ind i loven. Den blev fjernet i selve lovteksten med den nye straffelov, og selvom man efterfølgende i retspraksis kunne se en såkaldt 'rabat' på drab af ægtefæller og partnere, så er det jo en 'rabat´, som man i dag heldigvis har gjort op med.

Det betyder, at man i dag ser på strafudmålingen ved et drab ud fra de konkrete faktiske omstændigheder, og selvom der er en rimelig fast praksis for strafudmåling, så kan formildende eller skærpende omstændigheder selvfølgelig trække straffen op eller ned, forklarer lektoren i strafferet.

Manglende plads til forbryderne havde også betydning

Som en sidste ting mener historiker og leder af Politimuseet, Frederik Strand, at man skal være opmærksom på de fængselsfaciliteter og -ressourcer, man havde i 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

- Vi havde dengang slet ikke et så udbygget fængselsvæsen, som vi har i dag. En fange skulle groft sagt, når han blev idømt strafarbejde i et forbedringshus eller tugthus, tjene sit eget ophold ind. Så selvom man gerne ville straffe, gjaldt det jo også om at få folk ud igen, så de ikke lå samfundet til byrde, siger han.

Og det har formentlig også spillet ind i måden, man har straffet på, vurderer Frederik Strand.

Facebook
Twitter