Domme til syv personer i bestikkelsessager har vækket indkøbsbranchen

Seks personer har de seneste måneder fået både ubetingede og betingede domme i sager om bestikkelse.

Ateas bygninger i Aarhus. Atea er viklet ind i stor sag om bestikkelse af offentligt ansatte. (© Atea Presse)

I løbet af de seneste to måneder er syv personer blevet dømt i to forskellige bestikkelsessager ved retterne i henholdsvis Glostrup og Aarhus. Det er usædvanligt mange i Danmark, som igen i denne uge blev placeret på førstepladsen over verdens mindst korrupte land ifølge en undersøgelse fra Transparency International.

Fik byggematerialer til sit sommerhus

I Glostrup har fem offentligt ansatte fra Københavns Kommune, DSB og Udenrigsministeriet fået både betingede og ubetingede fængselsdomme i sager, hvor de har modtaget it-udstyr fra it-leverandøren Atea. I mandags fik en tidligere ansat ved Aarhus Universitet sammen med en tidligere medarbejder ved MT Højgaard ligeledes betingede fængselsdomme i en bestikkelsessag. Her havde den tidligere universitetsmedarbejder fået leveret byggematerialer til sit sommerhus på Samsø, og i forbindelse med dommen fik han desuden konfiskeret 25.000 kr., der svarer til værdien af byggematerialerne.

Især de sager, der har involveret Atea, har fået stor opmærksomhed, og bagmandspolitiet har allerede på torsdag en ny sag på retslisten i Glostrup i komplekset, hvor der har været 60 sigtede personer og selskaber. På torsdag er en ansat i Udenrigsministeriet tiltalt for at have modtaget et tv til 13.000 kr.

Wake-up call

Den massive omtale af de foreløbige domme i Atea-sagen, er blevet nærlæst af både offentlige indkøbere og leverandører, og har allerede haft stor effekt. Flere offentlige virksomheder har for eksempel understreget reglerne for, hvad de ansatte må modtage og hvad de ikke må tage imod. Leverandørerne er desuden blevet mere forsigtige med at tilbyde gaver til offentlige kunder.

- Det har været et wake-up call for mange, fortæller Jens Brøndberg, der er indkøbsrådgiver og driver indkøbsportalen Mutonic og tidligere har været ansat i DSB som indkøbschef.

Overrasket over fængselsdomme

”Der har været skandaler om offentlige indkøb, lige fra IC4 til DR’s Koncerthus. Men denne har rykket meget mere, fordi det er nede på et niveau, som alle kan forholde sig til. En milliardoverskridelse på et dårligt indkøb af en koncertsal eller IC4 tog, der ikke kører - det kan folk ikke rigtigt forholde sig til. Men det her er meget mere konkret. Derfor har sagerne allerede haft en stor effekt,” siger Jens Brøndberg,

Han er overrasket over, at flere af de offentligt ansatte har fået fængselsdomme for at have modtaget it- udstyr til privat forbrug.

- Jeg var overrasket over, at når man nu endelig går meget hårdt til nogle bestikkelsessager, at man så går efter nogle mindre sager, som en iPad og iPhone er, når det offentlige indkøbsbudget trods alt er på et trecifret milliardbeløb. Og jeg var endnu mere overrasket over de domme, der er blevet afsagt. De har været noget hårdere, end jeg og andre i mit netværk overhovedet havde forventet, siger Jens Brøndberg, der vurderer, at langt de fleste indkøbere er professionelle og overholder reglerne om bestikkelse.

Tilbudt tur til Las Vegas

- Grundlæggende kan man jo argumentere for, at en offentligt ansat får sin løn for sit arbejde. Hvis han er privilegeret ved at sidde i en indkøbsstilling eller i en it-stilling, så skal han jo ikke have gaver for at udføre sit arbejde for skatteborgernes penge, siger Jens Brøndberg, der i sin tid som indkøbschef selv sagde nej tak til en attraktiv rejse, der kunne ligne et forsøg på bestikkelse.

- Jeg blev konkret blev tilbudt en tur til Las Vegas med to dages konference. Med i det tilbud var også, at man kunne være der i en uge sammenlagt, og få hotelophold og rejsen og kost og logi generelt betalt. Det var over grænsen for den politik, vi havde i DSB, dengang, og det var også min egen personlige holdning, siger Jens Brøndberg.

Handler om tillid til det offentlige

Steen Bechmann Jacobsen er chefanklager ved bagmandspolitiet og håber, at dommene fra de aktuelle bestikkelsessager kan have en præventiv effekt – også selv om sagerne umiddelbart kan se små ud.

- Når der kommer noget så alvorligt som bestikkelse af offentligt ansatte, er det sådan set ikke spørgsmålet, om det er en lille iPad eller en jordomrejse, der er tale om. Det, der er det afgørende i sådan en sag, er, at borgerne og samfundet skal have tillid til, at når det offentlige sidder og træffer afgørelser og indgår aftaler på statens vegne, så foregår det alene på et sagligt grundlag og er båret af saglige hensyn, siger Steen Bechmann Jacobsen.