Dommedag aflyst: Mediechefer tror igen på papiravisen

Det er kun få år siden, papiravisen blev dømt uddøende. Nu tror mediefolk på, at den overlever i en eller anden form.

For få år siden troede mange, at papiravisen helt ville holde op med at eksistere. Det gælder ikke længere. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

- Jeg tror helt bestemt, at papiravisen overlever. Det kan godt være, at dens rolle bliver anderledes, for vi skal både sælge journalistik digitalt og på print.

Den optimistiske melding, efter mange års dommedagsprofetier, kommer fra Dorthe Bjerregaard-Knudsen, koncerndirektør i JP/Politikens Hus i P1’s ”Mennesker og medier”.

En lignende melding kommer fra den anden side af Øresund, hvor Boine Gepertz fra Gota Medier – som bl.a. udgiver 13 morgenaviser i Sydsverige – er sikker på, at printmedierne også findes om ti år.

- Men måske udkommer de ikke hver dag, siger han.

- Vi har for et par aviser ændret frekvensen fra seks til tre dage om ugen, og det har styrket os både digitalt og på print. For der er totalt set kommet flere abonnenter.

Samme udvikling er sandsynlig i Norge, hvor Aftenpostens direktør og chefredaktør, Espen Egil Hansen, dog tvivler på overlevelse for alle nuværende papiraviser.

- Men som medie vil papiravisen fortsat kunne eksistere ved siden af vores digitale satsninger, siger han.

Han henviser til, at hans egen avis Aftenposten i dag er tilbage på samme niveau, som da papiroplaget toppede med lidt over 200.000 solgte aviser.

Journalistik koster penge

Espen Egil Hansen, Boine Gepertz og Dorthe Bjerregaard-Knudsen diskuterede forretningsmodeller for privatejede medier på Nordiske Mediedage, der blev afholdt i Bergen i sidste uge.

Og selv om de tror på en fremtid for papiraviserne, har mediehusene fortsat store udfordringer med at skaffe nye indtægter til erstatning for de annoncekroner, som i de senere år er flyttet til især Google og Facebook.

Dorthe Bjerregaard-Knudsen fra JP/Politikens Hus mener dog, at nye betalingsmodeller på nettet begynder at virke:

- Det lykkes faktisk at sælge digitale abonnementer, samtidig med at vi fortsætter med at sælge print-abonnementer. Vi skal insistere på, at journalistik koster penge. Og være tydelige med, at noget koster og noget er gratis.

Netop klar adskillelse mellem betalings- og gratisartikler har Ekstra Bladet – som er en del af JP/Politikens Hus – succes med, fortæller chefredaktør Karen Bro:

- Især kriminalstof sælger, altså det som er Ekstra Bladets kernestof, siger hun til ”Mennesker og medier”.

- Og vi tager hver dag stilling til, hvad der skal ind bag betalingsmuren på ”Ekstra Bladet Plus” og hvad, der skal være gratis.

For fire år siden vurderede Karen Bros chefredaktør-kollega Poul Madsen i dokumentarfilmen ”Ekstra Bladet – uden for citat”, at det snart ville være slut med papiravisen.

Men den vurdering gælder ikke længere:

- Rygterne om papiravisens død var heldigvis overdrevne, for papiret lever og jeg er sikker på, at også Ekstra Bladet udkommer på print om ti år, siger Karen Bro.

Facebook
Twitter