Dommer fik nok: For mange grufulde videoer i ubådssagen

Politiet har fundet mange henrettelsesvideoer på Peter Madsens elektroniske udstyr.

I teknisk interessede kredse er Peter Madsen kendt for at bygge ubåde og raketter. Han blev anholdt, mistænkt for mord, 11. august sidste år. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En lang række meget ubehagelige og voldsomme videoer har i dag været vist i Københavns Byret, hvor den 47-årige ubådsbygger Peter Madsen sidder på anklagebænken.

Han er tiltalt for at have dræbt den 30-årige svenske journalist Kim Wall 10. august sidste år, da Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen i ubåden Nautilus for at lave en reportage.

Nogle videoer er fundet på Peter Madsens Iphone-profil, som politiet har været i stand til at genskabe, selvom telefonen formentlig ligger på havets bund.

Andre videoer er fundet på to harddiske, som politiet har beslaglagt i forbindelse med en ransagning af Peter Madsens værksted på Refshaleøen.

Ægte henrettelsesvideoer afspillet i retten

Nogle videoer viser det, anklager Jakob Buch-Jepsen anser for at være ægte henrettelser, hvor kvinder for eksempel får skåret halsen over. Dem har tilhørerne, som i dag også tæller Kim Walls forældre, ikke fået at se.

Andre videoer er animationsvideoer, hvor kvinder, men også nogle mænd, bliver mishandlet og dræbt ved blandt andet at få hugget hovederne af. De videoer ser alle.

Imens videoerne bliver afspillet, ser Peter Madsen koncentreret ned i bordet.

Forsvarer Betina Hald Engmark afbryder på et tidspunkt og understreger, at nogle af videoerne er meget gamle, og at en af harddiskene med videoer ikke umiddelbart kan åbnes. Det er noget politiets it-eksperter, NC3, har hjulpet politiet med.

Anklager Jakob Buch-Jepsen fortæller, at Peter Madsen har søgt på nogle af de makabre videoer 26. juli sidste år.

Samme dag kontaktede Peter Madsen en kvinde, som han flere gange inviterede med på tur i ubåden. Det har kvinden tidligere i dag fortalt i retten.

En af videoerne har Peter Madsen også set 10. august sidste år klokken 00:35 om natten.

Under et døgn efter sejlede han ud med Kim Wall. Hun kom aldrig levende i land. Den video har retten tidligere set - men den er fundet flere steder på Peter Madsens elektroniske udstyr.

Dommer får nok af grufulde videoer

På et tidspunkt får dommer Anette Burkø nok.

Hun afbryder visningen og beder om en pause på ti minutter.

Retten går videre med vidneafhøringer, indtil der igen er en pause i dagens program. Her lægger anklageren op til at vise flere videoer.

Men dommeren afbryder igen.

Hun opfordrer anklageren til at overveje, hvor mange grufulde henrettelsesvideoer, han vil vise retten.

- Jeg anmoder om, at der bliver sorteret, siger dommeren og henviser til, at videoerne minder om hinanden.

Anklageren siger, at han allerede har sorteret i videoerne, så retten ikke ser alle de videoer, der er fundet på Peter Madsens tekniske udstyr.

- Det svarer så ikke helt til mine forventninger om en sortering, siger dommeren.

Anklageren vil gerne have Peter Madsen til at svare på spørgsmål om videoerne. Det ønsker Peter Madsen ikke at gøre i dag.

I morgen er det planen, at Peter Madsen skal afhøres. Afhøringen af ham blev nemlig ikke færdig 21. marts.

Der forventes dom i sagen 25. april.