Downs-mistanke kan snart afgøres via en blodprøve

Fra 1. marts får alle gravide med en forøget risiko for et foster med downsyndrom tilbudt en blodprøve.

Fra 1. marts behøver gravide ikke at få stukket en nål gennem maveskindet for at få svar på en mistanke om, at fosteret har down-syndrom. Så kan en blodprøve give svaret. (Foto: Michael Tarp © DR Bornholm)

I dag tilbydes en gravid en fostervandsprøve eller en prøve af moderkagen, hvis der er mistanke om, at fosteret har downs-syndrom, men fra 1. marts får alle gravide med en forøget risiko for et foster med downsyndrom tilbudt en blodprøve, der skal afklare mistanken.

Det er Sundhedsstyrelsen, som i dag offentliggør de nye retningslinjer for fosterdiagnostik.

Der er tale om den såkaldte undersøgelse NIPT, som kaldes vældig god af Christine Brot, overlæge ved Sundhedsstyrelsen.

- Den er ret præcis. Hvis man ikke skal bruge NIPT til at undersøge fosterets kromosomer, så skal man enten tage en fostervandsprøve eller en prøve af moderkagen, hvor man stikker en nål gennem maveskindet, siger hun.

- Det er et lidt større indgreb, og det medfører en lille risiko for utilsigtet abort. Det undgår man ved blodprøven, siger Christine Brot.

/ritzau/