DR-Chef: Derfor laver vi ikke indsamlingsshow til hjemløse

De hjemløses organisation Sand vil gerne have et indsamlingsshow på DR. Men i DR er svaret et nej. DR vil nemlig ikke samarbejde med en enkelt organisation.

På søndag afholder DR og TV2 et stort indsamlingsshow til fordel for ofrene for krigen i Syrien. Et show der har skabt stor debat på blandt andet Facebook, hvor mange efterlyser et indsamlingsshow til danskerne, der mangler penge – eksempelvis til hjemløse. Det ønske af bakkes op af de hjemløses organisation Sand.

- Jeg synes generelt, at det er det offentlige, der skal hjælpe de hjemløse. Men vi kunne godt bruge et show, hvor der blev samlet ind til hjemløse. Der er rigtig mange, der har brug hjælp. Der er rigeligt at tage fat på, også på hjemløseområdet, påpeger informationsmedarbejder hos Sand, Sofie Bay-Petersen.

Men de hjemløse kan se langt efter et indsamlingsshow, så længe organisationen ikke er en del af en større gruppe af organisationer. DR vil nemlig ikke fremme særinteresser, fortæller mediedirektør i DR Gitte Rabøl til DR’s Detektor.

- Vi kan ikke gå sammen med en enkelt organisation og sige, nu vil vi gerne lave en indsamling lige med jer. Vi skal være uafhængige af alle former for interesser, siger hun.

På søndag går flere organisationer sammen

Søndagens indsamlingsshow består af 12 organisationer, der samler ind til ofrene for krigen i Syrien. Og netop fordi indsamlingen består af flere organisationer, er det muligt for DR at stille sendefladen til rådighed.

- Det her er nødhjælpsorganisationer der på tværs af spektret går sammen. Vi har valgt, at hvis vi skal lave indsamlingerne, skal det være med en bred vifte af organisationer. Det er derfor, det her kan lade sig gøre, fortæller Gitte Rabøl.

Se Gitte Rabøl forklare DR’s regler om indsamlingsshows i klippet ovenfor, hvor hun også svarer på, hvorfor indsamlingen til Syrien først kommer nu.