DR-chef om krænkelser i DR Nyheder: Sanktioner er ikke løsningen noget kulturelt

Nyhedsdirektør i DR Sandy French tror ikke på nye regler for adfærd på arbejdspladsen for at stoppe sexisme.

- Det der med at fyre upassende vittigheder af, det er altså ikke noget, vi fyrer folk for hverken i DR eller andre steder i Danmark, men det er jo ikke det samme som, at den kultur er acceptabel, siger DR's nyhedsdirektør, Sandy French.

Sexisme i DR Nyheder blev pludselig meget virkeligt, da et brev sendt til DR's ledelse fra tidligere praktikanter i dag blev offentliggjort i Information.

I brevet beretter ti tidligere journalistpraktikanter i perioden 2015 til 2019 om, at de har oplevet eller overværet grænseoverskridende adfærd på deres redaktion i DR Nyheder.

Det gør nyhedsdirektør i DR Sandy French både 'flov og ked af det', siger hun i et interview med P1 Orientering.

- Det er ikke lykkes at have en kultur, hvor alle føler, at man kan være tryg på arbejdspladsen i forhold til den opgave, man er blevet betalt for. Det gør mig flov, siger hun.

Ifølge Sandy French skal problemerne med sexisme i DR ikke løses ved at udstikke nye regler for medarbejdernes omgang med hinanden.

- Jeg tror ikke, at muligheden for sanktioner og yderligere retningslinjer er det, der skal til for at løse de her udfordringer.

- De regler er der jo, de er på det danske arbejdsmarked. Det er ikke det, der mangler, siger Sandy French.

- Det handler, om at vi sammen skal tale om, hvilken kultur vi gerne vil have og ikke vil have. Have en mere moderne tilgang til det end at tro, vi kan løse kulturelle udfordringer med flere regler, lyder det fra DR-chefen.

Kritik for ikke at kunne være anonym

Brevet fra praktikanterne kommer i kølvandet på en større debat om sexisme i mediebranchen, der blev kickstartet af Sofie Lindes tale som vært ved Zulu Comedy Galla.

Siden har der været beretninger om sexisme på eksempelvis Ekstra Bladet og på TV2, hvor blandt andet en chef for nylig mistede jobbet efter flere episoder med grænseoverskridende adfærd over for flere kvindelige kollegaer.

I P1 Orientering står en anden tidligere praktikant i DR Nyheder frem og fortæller om upassende opførsel fra chefer og redaktører.

Hun kritiserer DR's ledelse for at bede de unge kvinder om at stå frem med navn. På den måde placerer DR ansvaret på de unge kvinder, mener Maria Jencel, der i dag er vært på P3.

Til den kritik siger Sandy French:

- Jeg prøver faktisk ikke at lægge ansvaret over på de unge kvinder for at sige fra, men jeg håber, man kan have en kultur, hvor man også kan opdrage hinanden og have en respektfuld omgangstone, hvor man siger; 'det kan godt være, du synes, det var sjovt at give mig en krammer i newsroom, men det synes jeg faktisk var grænseoverskridende’. Det er meget få, jeg har mødt, som ville sig 'nej, det gider jeg ikke'.

Fyrer ikke folk for lummer tone

Den tidligere praktikant Maria Jencel mener, at kvinder, som oplever sexisme på jobbet, skal have mulighed for at stå frem anonymt. Til det svarer Sandy French:

- Jeg tænker også, at retssikkerhed gælder for mænd.

Sandy French tilføjer dog, at man som ansat i DR Nyheder 'selvfølgelig kan gå til sin chef og tillidsmand og fortælle om noget ubehageligt'.

- Så vil vi kunne håndtere det uden at stå frem i en personalesag med HR, for meget af det her handler om en omgangstone.

Netop det at have en lummer omgangstone på en arbejdsplads 'er ikke noget, man fyrer medarbejdere eller chefer for', siger Sandy French.

- Det der med at fyre upassende vittigheder af, det er altså ikke noget, vi fyrer folk for hverken i DR eller andre steder i Danmark, men det er jo ikke det samme som, at den kultur er acceptabel, siger hun.

- Jeg har sagt meget tydeligt, at det er en adfærd, vi ikke vil acceptere. Hvis nogen føler, at deres grænser er overskredet, så kom nu med det, så vi kan få gjort noget ved det, lyder det fra nyhedsdirektøren.

Sandy French er i det hele taget meget overrasket over at høre kvindernes oplevelser i DR.

- Hvis jeg var blevet spurgt for halvanden – to uger siden, om vi har en god kultur, (...) ville jeg have svaret ja. Det bekymrer mig, at jeg ikke har vidst, at der er en gruppe hos os, som ikke har den samme tryghed i maven, som, jeg håber, at alle andre har, når de går på arbejde, siger hun.

Facebook
Twitter