DR-direktør: Vi skulle aldrig have betalt for Langkildes hest

Ulrik Haagerup kalder beslutningen en 'fejlvurdering'. Hjemtransporten betaler DR ikke.

Det var en klar fejl, at Danmarks Radio via licensmidlerne betalte over 69.000 kroner for, at USA-korrespondent, Johannes Langkilde, kunne få konens hest med til USA, da han begyndte som korrespondent i 2013.

Det erkender nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der forsikrer, at Danmarks Radio aldrig kommer til at bruge licensmidler på at betale transportomkostninger til en hest igen.

- Vi har foretaget en fejlvurdering ved at afholde udgifter af transport på en hest, og det ligger uden for det, som er det rimelige, selv om de samlede flytteomkostninger ligger inden for det, som er fuldstændig i orden og normalt, siger Ulrik Haagerup og fortsætter:

- Jeg vil dog slå fast, at det er os, der har gjort noget forkert og ikke Johannes Langkilde, siger han. Ifølge nyhedsdirektøren betaler DR ikke for hjemtransporten af hesten.

Se hele interviewet med Ulrik Haagerup i videoen i toppen af artiklen.

Minister: En bizar sag

Kulturminister Mette Bock (LA) har efter, at ugebladet Tæt På først skrev historien opfordret til, at Danmarks Radio kommer med en redegørelse og kalder samtidig historien 'bizar'.

Jeg håber, at DR vil være åbne, og helt personligt vil jeg sige, at hvis det forholder sig som beskrevet her, så synes jeg, at DR gør sig utroligt sårbar over for kritik.

Kulturminister Mette bock

- Jeg håber, at DR vil være åbne, og helt personligt vil jeg sige, at hvis det forholder sig som beskrevet her, så synes jeg, at DR gør sig utroligt sårbar over for kritik, siger hun til Ritzau.

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup forstår ministerens kritik og lover at komme med en redegørelse om sagen.

- Jeg kan dog berolige ministeren med, at de samlede udgifter ikke er ekstraordinære. Hesten er en stor udgift, men de samlede udgifter er ikke ekstraordinært høje i forhold til, hvad man normalt betaler for at flytte medarbejdere fra den ene ende af verden til den anden, siger han og slår fast, at DR ikke vil bekoste transportomkostningerne af en hest en anden gang.

Jeg vil dog slå fast, at det er os, der har gjort noget forkert og ikke Johannes Langkilde.

Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør Danmarks radio

Får det konsekvenser for de chefer, der har godkendt at betale transporten?

- Konsekvensen er, at vi er enige om, at det her ikke kommer til at ske igen, og at vi er blevet klogere på, hvordan vi skal agere i andre tilfælde, siger Ulrik Haagerup.

Nyhedsdirektøren forklarer ligeledes, at man er i gang med at gå DR's retningslinjer igennem for at se på, om der er noget, der skal justeres fremadrettet.

Tror du, at denne her sag kan stille jer dårligere i fremtiden i forhold til udbetaling af licensmidler?

- Det tror jeg ikke, at jeg er klog nok til at sige noget som helst om. Vores opgave er at lave så god journalistik som muligt inklusiv at have de dygtigste folk rundt omkring i verden. Det har vi i Johannes Langkilde, som til sommer kommer hjem og skal være vært på TV Avisen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube