DR-journalist: Civile tilbageholdes på Christiania

Samtlige personer på Christiania skal registreres med billede og navn, før de kan forlade Christiania, fortæller DR’s journalist på stedet.

(© DR Nyheder)

Politiet har afspærret store dele af Christianshavn i København efter skyderier på Christiania.

På Christiania tilbageholder politiet alle civile, fortæller DR’s journalist Nicolas Nielsen, der befinder sig på stedet.

- Jeg står i kø med cirka 100 og 150 mennesker. Nogle af de folk, der har været tilbageholdt i mere i en time, fortæller, at de har stået med hænderne oppe, siger han.

Stemningen er ret anspændt, fordi folk ikke kan få lov til at gå, siger han. Blandt de tilbageholdte er der flere, der er utålmodige. De spørger politiet, hvornår de må gå, fortæller journalisten.

- Jeg kan ikke give dig noget svar, siger en politimand i kampuniform og gul vest.

Politiet har oplyst, at samtlige personer på stedet skal registreres med billede og navn.

- Der står kampklædte politibetjente med lommelygter. Vi har fået at vide, at vi kan gå, når vi er blevet registreret, siger Nicolas Nielsen.

Folk fortæller, at andre af deres venner har fundet smutveje ud af Christiania.

Tre personer såret

Sent onsdag aften blev to betjente og en civil beskudt på Christianshavn i København.

Skuddene faldt under politiets rutinemæssige arbejde på Christiania, skriver Københavns Politi på Twitter.

Én af betjentene er ramt i hovedet, mens den anden betjent er blevet skudt i benet. Den civile er skudt i låret og ikke af politiet.

Københavns Politi vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om skyderierne til DR Nyheder. Ifølge politiet er der tale om en krisesituation.

De pårørende til betjentene er blevet underrettet, oplyser Københavns Politi på Twitter.

https://twitter.com/Trilsoe/status/771134259088220160

Facebook
Twitter