Unge kvinder kan gratis blive vaccineret mod den smitsomme HPV-virus, der kan give livmoderhalskræft. Men mange læger er også overbevist om, at vaccinen kan gavne drenge.
Derfor har fire ud af ti læger valgt at vaccinere deres egne sønner mod HPV-virus, som lægerne mistænker for at udvikle mandel- og mundhulekræft hos drenge. Det viser en ny undersøgelse ifølge politiken.dk.
- Det er en skævvridning. Vi kan ikke leve i et samfund, hvor lægers børn får bedre behandling end andre, mener læge og sundhedskorrespondent i DR, Peter Qvortrup Geisling.
Har vaccineret halvdelen af drengene omgangskredsen
HPV er en herpeslignende virus, som hvert år dræber omkring 175 danske kvinder, men ifølge flere læger også være skyld i mange kræfttilfælde hos mænd. Bl.a. mandelkræft, som er i eksplosiv vækst i den vestlige verden, og hvor tre ud af fire tilfælde opstår hos mænd.
- Alt peger jo i retning af, at en tiltagende stor andel af kræfttilstanden i hoved-halsområdet, især omkring mundsvælget i tungerod og mandler, er HPV-positive, og altså skyldes HPV, siger overlæge på Rigshospitalets øre-næse-hals-kirurgiske afdeling, Grethe Badsgaard Samuelsen, til Politiken.
Det koster godt 3000 kr. at blive vaccineret mod HPV, og det har overlægen selv valgt at spendere på sin søn:
- Og jeg kan godt love for, at jeg har betalt af egen lomme og vaccineret min egen søn samt halvdelen af drengene i min omgangskreds, siger Grethe Badsberg Samuelsen.
Qvortrup Geisling: Ville ikke selv gøre det
Peter Qvortrup Geisling vil ikke generelt råde forældrene til at få deres sønner HPV-vaccineret - det må være op til hver enkelt.
- Forældre køber jo så mange ting til deres børn. Jeg ville ikke umiddelbart selv gøre det, hvis jeg havde en søn i den alder. Det bedste, man kan gøre for sine børn, er stadig at dem til at holde igen med at drikke og ryge, spise mindre fedt og dyrke noget motion. Resten er bagateller, mener DRs sundhedsekspert.
Bliver på sigt tilbudt til alle
Når vaccinen ikke officielt anbefales og gives til drenge skyldes, at man ikke har endegyldige bevis for, at den kan forebygge hoved-halskræft. Men hvis den dokumentation kommer, er Peter Qvortrup Geisling overbevist, at den vil blive tilbudt gratis også til den mandlige del af befolkningen.
- Der er afsat 100 mia. kr. til sundhedsvæsnet i Danmark, så det er et spørgsmål om at prioritere. Men hvis forskerne finder ud af, der er hold i formodningerne om, at virussen kan give drenge kræft, så er jeg sikker på, HPV-vaccinen på sigt vil blive tilbudt til alle. Politikerne vil ikke kunne holde til at gøre andet, siger Peter Qvortrup Geisling.