DR måler forureningen i København: Denne gade er værst

Dr.dk har målt luftforureningen i København. Nørrebrogade klarede sig godt.

Det blev en lille gade, som viste sig at være Københavns mest sundhedsskadelige, da dr.dk var ude at måle forureningen i Københavns gader.

Den vender vi tilbage til.

Vi begynder et andet sted. Klokken er 09.40 torsdag morgen, og bilerne glider forbi på Nørre Søgade, den trafikerede del af søerne. Over på den anden side kører der ingen biler.

- Jeg har aldrig forstået, at folk løber rundt om søerne. Hvorfor bliver de ikke bare på den side, hvor der ikke er trafik. Det ligger måske i menneskets natur at løbe rundt om noget, filosoferer civilingeniør Kaare Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd.

Han står med en cykel i den ene hånd og en særlig partikelmåler, som viser antallet af skadelige partikler i luften, i den anden hånd. Denne torsdag cykler han rundt sammen med dr.dk for at måle luftforureningen på enkelte veje i København.

Et par diesel-varevogne suser forbi i vejbanens ene side, og pludselig får partikeltælleren travlt. Den viser 186.000 skadelige partikler på et stykke luft, der i størrelse svarer til en almindelig seks-sidet terning.

- Den skal helst holde sig under 20.000 partikler. Hvis den viser over 30.000 i et område, ville jeg virkelig begynde at tænke mig om, før jeg købte bolig der, siger Kaare Press-Kristensen.

Luftforurening er en hurtig størrelse. Et enkelt gammelt diesel-lokomotiv eller en række varevogne på diesel er nok til at ændre luften fra sund til skadelig på et øjeblik.

Vesterport

Sådan er det også på Vesterport 20 minutter tidligere. Masser af vind og frisk luft. Det ændrer sig dog, da et stort diesel-tog kører forbi.

Antallet af partikler per kubikcentimer stiger fra 8.000 til over 100.000, før det normaliserer sig igen på et rimeligt lavt niveau.

- Her er heller ikke meget trafik. Måske folk er begyndt at holde ferie, konstaterer Kaare Press-Kristensen.

Frederiksberg Have

Klokken 07.00 er myldretiden er ikke begyndt. Partikeltælleren viser mellem 5.000-6.000 partikler.

- Det er som forventet. Det viser meget godt, hvilket niveau forureningen i byen ligger på, når der ikke er noget lokal trafik lige ved, siger Kaare Presse-Kristensen.

HC Andersens Boulevard

H.C. Andersens Boulevard er Københavns mest trafikerede. Den overskrider EU's grænseværdi for den skadelige gas nitrogendioxid, der i høj grad kommer fra dieselmotorer.

Partikelmåleren måler kun partiklerne og kan ikke registrere gasserne, men alligevel viser den store udsving. I perioder kommer boulevarden op over 200.000 partikler, hvis man måler fra den modsatte side af Rådhuspladsen. Gennemsnittet ligger dog denne dag nede på omkring 30.000

Kingosgade

Dagens vinder - eller taber om man vil. Klokken er 07:35, og masser af varevogne og lastbiler kommer forbi den lille, men stærkt trafikerede gade, selv om der stadig er nogle minutter til, at myldretiden for alvor tager fat.

Partikelmåleren viser konstant høje værdier - flere gange kommer den op over 100.000. Gennemsnittet ligger omkring 35.000.

Gaden er smal, og etagebygninger rammer den ind på begge sider.

- Så selv om den ikke er den mest trafikerede gade, bliver den forurenet, fordi der ikke er så meget luft til at bære forureningen væk.

Gasværksvej

Ved skolen på Gasværksvej er der klokken 07:50 lidt flere end 14.000 partikler i snit.

- Det er nok lidt mindre, end jeg havde forventet. Der var mange flere, da jeg målte sidst, siger Kaare Press-Kristensen.

Carit Etlars Vej

En lille stille vej på Frederiksberg, der ligger mindst 50 meter væk fra befærdede veje som Vesterbrogade og Kingosgade. Eksperter anbefaler, at man bor netop 50 meter væk fra stærkt trafikerede veje. Partikelmåleren viser 5600.

- Altså næsten det samme som Frederiksberg Have og dermed uden foruroligende forurening, konstaterer Kaare Presse-Kristensen.

Nørrebrogade

Også tilbage til Nørrebrogade. Den tidligere så trafikerede ende af gaden er nu næsten lukket for biler, og det afspejler sig i partikelmåleren klokken 09.47.

Her er luften næsten helt ren - 8.000 partikler. Det lavest mulige i byen er omkring 5.000 og tilsvarende 1.000 på landet.

- Det viser, hvor effektivt det er at lukke bilerne ude, slutter Kaare Presse-Kristensen.

1212@dr.dk. Beskriv problemet og din præcise adresse.">http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b0a47a11f9d0d2091be7a

Dr.dk sætter i denne uge fokus på luftforurening og har brug for din hjælp. Har du problemer med luftforurening, så send en mail til 1212@dr.dk. Beskriv problemet og din præcise adresse.

Facebook
Twitter