Medieforhandlinger

DR nedlægger cirka 400 stillinger: Skærer seks tv-kanaler ned til tre og skrotter tre radiokanaler

DR skal gennemføre besparelser på 420 millioner kroner i de næste tre år.

DR har netop fremlagt sin spareplan. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Der kommer til at ske markante ændringer i DR over de næste fem år.

Det er konsekvensen af, at organisationen over de næste fem år skal skære 20 procent.

Det betyder, at seks tv-kanaler bliver til tre. DR3 og DR Ultra kan fra 2020 kun ses på streaming, mens DR2 og DR K lægges sammen til en tv-kanal, der skal have et fokus på samfund og kultur.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Desuden skærer DR otte radiokanaler ned til fem. Det betyder, at P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz ikke længere skal være en del af programfladen.

Samtidig slankes organisationen og direktionen, og der nedlægges cirka 375-400 stillinger heraf 25 chefstillinger. I alt gennemføres der besparelser for 420 millioner kroner årligt, når planen er udfaset i 2020.

- Baggrunden er både de nødvendige besparelser og at sikre, at DR kan sætte endnu mere tryk på den digitale omstilling. På indholdssiden vil vi satse endnu mere end hidtil på vores styrkepositioner. Det er alt i alt relativt drastiske forandringer, men jeg tror på, at det er de rette, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Flere områder beskæres

Der er områder, som bliver hårdere ramt af sparekniven end andre. Områderne sport, underholdning, livsstil og udenlandsk fiktion bliver nemlig markant beskåret, mens det åbner muligheden for et øget fokus på regionalt indhold. Ligeledes vil DR’s tv-drama, indhold til små børn, dokumentar samt kor og orkestre går fri af besparelser.

- Vi kører ikke en grønthøster jævnt hen over hele DR, men foretager klare prioriteringer for at kunne satse på de områder, hvor vi kan noget helt særligt. Dem skal vi fastholde og udvikle. Samtidig skal vi være helt åbne om, at konsekvensen er, at der er noget, vi nedprioriterer. Vi skal være modige, ambitiøse og ikke mindst stå ved de valg, vi nu træffer, siger Maria Rørbye Rønn.

Denne sparerunde bliver ikke den eneste i løbet af de næste fem år. Om tre år skal DR gennemføre endnu en spareplan.

Kulturministeriet har i dag lagt den fulde public service-aftale online. Den definerer målene for DR fra 2019 til og med 2023.

Opdateres

Facebook
Twitter