DR sætter fokus: 210.000 danskere er ensomme

I den kommende tid sætter DR fokus på flere aspekter af ensomhed - fra at være ung og ensom til at være alene i døden.

DR sætter fra uge 17 og frem fokus på ensomhed. (Foto: Phillippe Falkesgaard © DR)

De fleste har nok på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet at føle sig alene. Men for mange voksne danskere er det ikke bare et enkeltstående tilfælde.

Nye tal fra Mary Fonden viser, at 210.000 danskere over 16 år kan betegnes som ensomme, hvor af der er flest ensomme blandt de yngste og de allerældste.

Selvom mange kender følelsen, er ensomhed ofte svært at tale om. Tabuet vil DR gerne være med til at bryde, og derfor bliver der fra i dag sat fokus på ensomhed med en række historier og programmer på tværs af DRs platforme. Indsatsen har navnet "En som mig".

Hvad vil det sige at være ensom?

Ensomhed er ikke bare at føle sig alene. Ensomheden udspringer af savnet af meningsfulde sociale relationer, samtidig med man savner nærvær og samhørighed med andre.

Det fortæller lektor i psykologi ved Syddansk Universitet og CFK, Region Midtjylland Mathias Lasgaard, der har forsket på området.

- Ensomhed er en subjektiv ubehagelig tilstand, der opstår, når man oplever et modsætningsforhold mellem de relationer, man synes, man har, og de relationer, man ønskede, man havde, siger han.

Ældre er mest ensomme

De ældste over 80 år er især i risikogruppen for at blive ensomme, da de af naturlige årsager får svære ved at opretholde deres nære relationer.

Det fortæller Christine E. Swane, der er direktør i forskningsfonden Ensomme Gamles Værn:

- I den aldersgruppe er der større risiko for at miste sin ægtefælle. Samtidig får mange sværere ved at komme omkring, og det samme gør ens jævnaldrende. Derfor får man færre relationer og sværere ved at gøre de ting, man har følt glæde ved.

Dør uden pårørende

De nyeste tal fra Rigspolitiet viser, at der i 2012 døde 5.000 danskere, der ikke havde pårørende omkring sig.

Og mens en del af dem er sovet stille ind, er mange alene i døden, fordi de ingen familie eller bekendte har.

I 21 Søndag kan du i aften følge to ansatte i Odense Kommune, der skal ud og rydde de hjem, som har tilhørt afdøde uden pårørende. Det er klokken 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk