DR-serie lærte unge om sugardating – derfor skal medierne huske deres ansvar

Medierne har lært os om sugardating, lyder det fra to eksperter. Derfor har de også et ansvar for at male det mest sande billede.

(Foto: (arkivfoto) Scanpix. Bearbejdet af Nathalie Nystad)

Vi er på et luksuriøst hotelværelse i indre København. Det er tidlig morgen. Dynerne i sengen er kridhvide, og i den brede vindueskarm sidder Gina Jaqueline og ryger en lyserød cigaret. Hun filmer udsigten over Kongens Nytorv på sin iPhone.

Da hun forlader hotellet, er der betalt for det hele.

- Jeg dater rige mænd, og de sørger for, at jeg ikke skal mangle noget, siger hun.

Sådan foregår en af scenerne i DR3-serien ”En sugardaters fortællinger” fra 2017, som tager os med ind i Gina Jaquelines lyserøde sugardating-univers.

Serien var med til at lære os om sugardating – i nogle tilfælde har den endda inspireret unge til at oprettet en profil på forskellige danske sugardatinghjemmesider, fortæller to eksperter.

Betyder det, at medierne har et ansvar? Ja, lyder det fra Christian Groes. Han er kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet. Og så er han projektleder på et stort forskningsprojekt om sugardating.

- Unge nævner dokumentaren som inspiration. Den har gjort dem opmærksomme på at sugardating findes. Antallet af folk, der sugardater, er vokset helt kolossalt de seneste år – både i takt med internettets udbredelse, men også i takt med at medierne dækker det mere massivt, siger han.

Men oplevelsen stemmer ifølge Christian Groes ikke altid overens med forventningen. I serien får Gina Jaqueline ofte gaver og en ny iPhone. De kvinder, han har talt med, siger, at mændene ofte ser sugardating som prostitution, mens de ofte selv ser det som en slags dating, når de starter.

Medier har ansvar for nuancer

Der er er altså stor forskel på, hvilke forventninger brugerne inde på de her sugardating-sites har.

- Og det er klart, at når de har forskellige forventninger, går det galt, og så er der nogle, der får sine grænser overskredet, siger han.

Derfor mener han, at medierne især har et stort ansvar for at sikre, at vi taler om sugardating på en nuanceret måde, så alle, der overvejer at oprette en bruger, ved, hvad det er for en verden, de møder.

- Det vigtigste er, at vi hører fra så mange unge som muligt. Uden filter. Uden at man prøver at lave en bestemt historie i sin formidling. Det er vigtigt at høre fra de unge selv og fra så mange forskellige unge som muligt, siger han.

Mads Høg er teamleder i RedenUng, som rådgiver unge om sex og sugardating. Han er enig i, at det er mediernes ansvar at sikre en nuanceret debat om emnet, men han slår også en ting helt fast:

- Selvom DR3-dokumentaren kan have været med til at åbne manges øjne for det her sugardating-koncept, så er unge bestemt ikke dumme. Jeg tvivler på, at de ikke har tænkt over konsekvenserne ved sugardating overhovedet, siger han.

Det sukkersøde univers har konsekvenser

I den forgangne uge har DR Nyheder kunnet fortælle flere historier om sugardatingsites, som både indeholder sexannoncer, og som ikke kontrollerer, at mindreårige bruger deres platforme.

Historierne bygger på en gennemgang af hundredvis af profiltekster på to dansksprogede sugardating-sites.

Og flere af de tekster, DR Nyheder har fundet, ligner prostitutionsannoncer, lyder det fra flere eksperter.

I en stikprøve fandt DR Nyheder desuden otte profiltekster på sugardating.dk, hvor personen bag tydeligt skriver, at han eller hun er enten 17, 16 eller 15 år. Én skriver endda: ’Jeg er 13 år’.

21-årige ”Sofie” har også delt sin historie. Hun blev inspireret til at oprette en profil på et sugardating-site som 17-årig, fordi hun havde set DR3’s dokumentarserie.

- Det var efter serien om Gina Jaqueline, hvor jeg også har fulgt hendes instagram, og set hvordan hun har levet et glamourøst liv, fortæller hun.

Fordi Sofies oplevelser har haft store konsekvenser for hende, optræder hun anonymt i denne artikel. Redaktionen er bekendt med Sofies rigtige navn.

Satte spor i 'Sofie'

Sofie mener, at det er helt nødvendigt også at fortælle om bagsiderne ved sugardating. I dag er hendes holdning til sugardating helt klar.

- Hvis det stod til mig, skulle det slet ikke findes. Jeg tror godt, nogle kan holde til det i større grad end andre, men man kommer ikke ud af sugardating, uden at det har sat spor i en. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger hun.

DR Nyheder ville gerne have spurgt DR3, hvordan de forholder sig til det, som eksperterne og Sofie siger.

Det har ikke været muligt at lave et interview, men ledende redaktionschef, Malene Birkebæk, skriver i et skriftligt svar, at pointen med DR3’s serier er at behandle et fænomen, som findes i de unges verden og starte en debat – uden at fordømme eller forherlige.

- Det er selvfølgelig en hårfin balance, der kan være flere holdninger til, om vi rammer 100 procent. Uanset hvad, er ambitionen altid at præsentere seerne for relevante og hudløst ærlige fortællinger og de for- og bagsider, der hører med, skriver Malene Birkebæk.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med sugardating.dk og sugardaters.com, men de har ikke svaret på vores henvendelser.

Sugardaters.com udtalte i foråret følgende til DR Nyheder, da de blev forelagt en lignende kritik: - Sugardaters er et datingsite som alle andre datingsites. Vi opfordrer ikke til sex for penge.

Sugardating.dk har efter DR Nyheders henvendelse slettet de otte profiler, som skrev, at de var under 18 år.

FacebookTwitter