Drabserstatning ender hos skatteyderne

Kim Walls efterladte risikerer at vente længe på erstatning på 120.000 kroner.

Ifølge Københavns Byret skal Peter Madsen betale knap en halv million kroner i sagsomkostninger og erstatning. Sagen er dog anket til landsretten og de økonomiske spørgsmål endnu ikke afgjort. (Foto: Anne Gyrite Schütt © Scanpix)

Knap en halv million. Helt nøjagtigt 498.770 kroner. Det skal Peter Madsen ifølge Københavns Byret betale i sagsomkostninger samt erstatning til Kim Walls samlever.

Men regningen ender sandsynligvis hos skatteyderne. Den drabsdømte har ifølge retsbogen i forvejen en gæld på 1,6 million kroner og er ikke i stand til at betale. Derfor skal Kim Walls efterladte sætte sin lid til Erstatningsnævnet, mens statskassen betaler advokatregningerne.

- Det er statskassen og indirekte du og jeg, der kommer til at betale. Hvis der er noget at inddrive, så bliver det selvfølgelig gjort. Men for en, der ikke ejer noget, er det Erstatningsnævnet og dermed statskassen, der betaler, siger Helle Hald, advokat med speciale i erstatning til ofre for forbrydelser.

Erstatning til samlever

Onsdag blev Peter Madsen idømt fængsel på livstid for at have dræbt og parteret Kim Wall ombord på ubåden Nautilus. Samtidig skal han betale sagens omkostninger, en bøde til Søfartsstyrelsen samt en erstatning på 120.000 kroner til Kim Walls kæreste.

Men i modsætning til sagsomkostningerne, som statskassen i første omgang betaler, har erstatningen længere udsigter, ifølge Anklagemyndigheden og advokat Helle Hald.

Med andre ord. Advokaterne får deres penge. For den efterladte varer det længe - ofte over et år. Erstatningen er nemlig en sag mellem Peter Madsen og de efterladte, der selv skal sørge for at gøre krav på erstatningen via eksempelvis fogedretten, oplyser Anklagemyndigheden.

Dømte betaler sjældent

Ifølge erstatningsadvokat Helle Hald sker det kun yderst sjældent. I stedet kan ofre for kriminalitet ansøge om erstatning hos Erstatningsnævnet.

- Det er kun sjældent, at dømte har penge. Derfor fremsender man erstatningsansøgning til politiet, der sender den videre til Erstatningsnævnet. Ventetiden er som regel lang, så der kan gå langt over et år, før pengene bliver udbetalt, men erstatningen bliver som oftest tilkendt, siger Helle Hald.

Henviser til erstatningsnævn

Advokat for Kim Walls samlever, Hanne Rahbæk, henviser til, at sagen er anket til landsretten og dermed endnu ikke endeligt afgjort.

- Helt generelt kan jeg oplyse, at godtgørelser til efterladte efter erstatningsansvarslovens paragraf 26a er en af de godtgørelser, som kan søges dækket gennem voldsoffererstatningsnævnet, skriver Hanne Rahbæk.

Facebook
Twitter