Drabstiltalt erkender vold mod læge: Var frustreret over behandlingsforløb efter trafikulykke

En 56-årig mand sidder tiltalt for drab på lægen Charlotte Asperud.

Den 56-årige mand erkender vold med døden til følge, men at det ikke var hans hensigt at dræbe Charlotte Asperud. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd

Det var et fem år gammelt behandlingsforløb, der fik en nu 56-årig tiltalt mand til at opsøge lægen Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje.

Et møde, som endte med at koste den 58-årige kvinde livet.

Retten i Helsingør begyndte i dag retssagen mod den 56-årige tidligere patient. Han nægter sig skyldig i drab på Charlotte Asperud, men han erkender grov vold under særdeles skærpende omstændiger.

I dag fik offentligheden for første gang lov til at høre den tiltaltes forklaring om, hvad der skete den skæbnesvangre forårsnat for knap to år siden.

I retten forklarede den 56-årige tiltalte mand, at han tilbage i februar 2014 ankom til akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, fordi han havde været involveret i en trafikulykke.

- Jeg blev undersøgt for, om jeg havde ondt. Jeg blev røntgenfotograferet, og så mente lægerne, at jeg havde skader på nakkehvirvler. De ville have, at jeg skulle opereres, men det ville jeg ikke, for jeg havde ikke ondt, forklarede den tiltalte roligt i retten.

Han tilføjede, at personalet var meget insisterende.

- Jeg blev stukket i den ene balle med en kanyle. Det næste, jeg husker, var, at jeg vågnede på psykiatrisk afdeling. Jeg var spændt fast, sagde han.

I retten læste anklagemyndigheden den tiltaltes journal op fra dengang. Her fremgår det, at den tiltalte mand var "udskældende og agressiv", "kaster vand efter personalet", og "må tvangsbehandles".

- I journalen står der: "Bagvagt Charlotte". Er det Charlotte Asperud, spurgte anklageren.

- Det vil jeg tro, lød det fra den tiltalte.

Klagede over forløb

Under indlæggelsen tilbage i 2014 var den tiltalte fastspændt, og det forløb valgte han senere at klage over til Patientklagenævnet.

Han blev efterfølgende indkaldt til et møde på Psykiatrisk Center for at tale om episoden, men det forløb ikke, som den tiltalte ønskede.

- Jeg følte, jeg blev afvist. Jeg blev sur. For mig føltes det som et totalt overgreb, lød det fra tiltalte.

Patientklagenævnet behandlede klagen, men et enigt nævn endte med at afvise den.

- Jeg fik meget større problemer med min angst. Jeg havde problemer med at være alene. Jeg fik det dårligere og dårligere og havde svært ved at fungere, lød det fra den anklagede i retten.

Efterfølgende endte sagen i retten, men også her blev den afvist.

Opsøgte læge før drab

Den tiltalte forklarede i retten, at episoden ikke nagede ham dagligt, men til tider.

- På et tidspunkt forsøgte jeg at kontakte Charlotte (Asperud, red.), fordi det var min opfattelse, at det var hendes beslutning om tvangsmedicinering. Jeg mødte op på hendes adresse i 2016 eller 2017.

- Jeg bankede på. Hun smækkede døren i, forklarede han.

Da politiet anholdte den nu 56-årige mand i 2019, fandt man en udskrevet sundhedsjournal fra behandlingsforløbet efter trafikulykken i 2014.

Her var flere navne understreget - blandt andet Charlotte Asperuds navn med flere streger. Journalen var trukket i august 2018.

- Jeg trak den, mens jeg var i fængsel. Jeg var begyndt at spekulere over, hvad der var sket. Jeg havde en forestilling om, at hvis jeg talte med de her mennesker, så kunne det hjælpe mig.

Havde medbragt koben

Om natten den 30. april 2019 valgte den tiltalte at opsøge Charlotte Asperud igen. Dagene forinden havde han søgt på hendes adresse på et kort.

- Hvorfor opsøgte du hende ikke i dagtimerne eller på hospitalet, ville forsvarsadvokat Karoline Normann gerne vide.

- Jeg havde det dårligt i en længere periode. Jeg ville have det her traume ud af mit liv, svarede den 56-årige.

Han kørte til Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor han parkerede sin bil et stykke væk fra lægens adresse.

Tiltalte havde medbragt handsker, et koben og en skruetrækker for at bryde ind i huset. Han havde drukket, men han følte sig ikke beruset, lød det fra ham i retten.

Ifølge forklaringen tog han listerne af ruderne i døren og brugte skruetrækkeren til at få ruden ud, så døren kunne åbnes indefra.

Han gik efterfølgende gennem huset og hen til en dør, som var låst.

Herefter blev døren enten sparket eller brækket op til det værelse, hvor Charlotte Asperud var.

"Læg dig, læg dig"

I forbindelse med indbruddet ringede Charlotte Asperud til sin datter. Dele af overfaldet blev derfor optaget på en telefonsvarer, inden mobilen blev slået i stykker af tiltalte.

I forbindelse med efterforskningen af sagen og før anholdelsen af den tiltalte, valgte Nordsjællands Politi at frigive en lydbid fra optagelsen for at få hjælp fra offentligheden til at identificere gerningsmanden.

Det var dog en DNA-prøve, som endte med at føre til anholdelse.

På den frigivne lydoptagelse kan man flere gange høre, at den anholdte siger "læg dig, læg dig ned".

- Det er et forsøg på at få ro på situationen, lød det fra tiltalte.

Den fulde lydfil blev afspillet i retten, men det skete for lukkede døre, så presse og tilhørere ikke kunne høre alt, hvad der blev sagt på gerningsnatten.

Tiltalte forklarede, at der blev skreget, og at Charlotte Asperud virkede bange.

- Hun siger "hvorfor mig?", og du svarer, "det er ikke godt at vide". Hvorfor fortæller du hende ikke bare dit ærinde, spurgte anklageren.

- Det vil jeg også gerne, men situationen er så ophidset. Jeg ender med at få en lampe i hovedet eller noget, fortalte tiltalte.

Ifølge anklageskriftet er Charlotte Asperud blevet slået 19-20 gange med et koben eller en lignende genstand. Desuden viser obduktionsrapporten, at den 58-årige kvinde har skader på halsen.

- Det er snart to år siden. Det er svært at huske mange ting. Min oplevelse var, at det ikke gik så alvorligt, som det rent faktisk gjorde. Jeg var ikke klar over, at hun var død, før jeg blev anholdt.

Kort tid efter overfaldet ringede den afdødes datter efter hjælp, da hun havde modtaget telefonbeskeden om overfaldet på moderen.

Der blev sendt ambulance og politi til adressen i Tisvildeleje, hvor man fandt Charlotte Asperud bevidstløs på gulvet.

Hun blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, hvor hun afgik ved døden af sine kvæstelser.

Her fortæller tidligere efterforskningsleder i sagen Henrik Gunst, hvad der førte til anholdelsen af den 55-årige mand:

Tiltalt for flere alvorlige forhold

Udover drab på Charlotte Asperud er den 56-årige mand tiltalt for en række andre forhold.

Ifølge anklageskriftet er han tiltalt for at have brændt et sommerhus ned i Frederiksværk få dage før drabet. Derudover er han tiltalt for at brænde det samme hus ned i 2012. Begge forhold nægter han sig skyldig i.

Derudover er han tiltalt for at have installeret en gps-tracker i en bil for at overvåge sin ekskone samt en række indbrud, tyverier og forsøg på dokumentfalsk.

Den 56-årige mand er tidligere dømt. I 2013 blev den mistænkte mand idømt to år og seks måneders fængsel for over 200 forhold om blandt andet tyveri, bedrageri og spirituskørsel.

Det fremgår af dommen mod ham, at han dengang var uden job, havde økonomiske problemer og et misbrug af alkohol og kokain, som han finansierede med tyveri, kreditkort-bedrageri og identitetstyveri.

I 2015 blev manden efterfølgende dømt for flere tilfælde af stalking.

Han er blevet mentalundersøgt i forbindelse med retssagen, og anklagemyndigheden mener, at han er så farlig, at han skal idømmes forvaring, en tidsubstemt straf, hvis han kendes skyldig.

Der forventes at falde dom i midten af februar.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter