Dræbt 17-årig ikke kendt som bandemedlem

Politiet kender ikke den 17-årige mand, der i nat blev skudt i Tingbjerg som et bandemedlem.

lge politiet var tre-fire personer til stede, da en 17-årig ung mand blev skudt to gange i hovedet i Tingbjerg-bydelen ved København. I dag ligger der blomster på gerningsstedet. (Foto: Louise Damløv © Local Eyes)

Den 17-årige dreng, der søndag aften blev skuddræbt i Tingbjerg, er ikke kendt som bandemedlen, oplyser Københavns Politi, der efterlyser vidner til drabet.

- Vi mener ikke umiddelbart, at drabet skal sættes i forbindelse med den igangværende bandekonflikt, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, til dr.dk.

Han forklarer, atn den 17-årige dreng, der blev dræbt, ikke er kendt som bandemedlem af nogen gruppering.

- Men han havde personlige relationer til nogen fra blandt andet banden Loyal to Familia. Men det er jo også meget naturligt, når man bor i Brønshøj, at man kender nogen i området, siger han.

Vidner efterlyses

Han vil ikke kommentere, hvad der ellers ligger til grund for skyderiet. Men han efterlyser vidner. Især to eller tre unge mænd, der var sammen med den dræbte, da det skete eller kort forinden, siger hna.

- Som vi har fået oplyst, sidder der to eller tre personer sammen med ham, og dem vil vi meget gerne finde, for de må jo vide noget, siger Steffen Steffensen.

Skudepisoden søndag aften var den anden i Tingbjerg på én weekend. Også natten til søndag blev der affyret skud i boligområdet, men ingen blev ramt, lyder det fra politiet.

Tredje drab i år

Det er tredje gang, at en ung mand bliver dræbt af skud i år. Den 11. januar blev den 19-årige Jonathan Taboryski fra Bagsværd dræbt i Høje Gladsaxe, mens den 27-årige Zaid al Kayssi blev skudt på klos hold og dræbt på Finsensvej på Frederiksberg den 20. februar.

Politiet sætter de to drab i forbindelse med bandekonflikten, der er blusset op siden nytår, hvor der er blevet skudt op mod 40 gange.

Zaid al Kayssi boede i Værebroparken nordvest for København, og Jonathan Taboryski blev også sat i forbindelse med banden VHK - Værebros Hårde Kerne. En bande, der er den ene af de to mest markante bander i den verserende bankonflikt mellem netop VHK og storbanden Loyal to Familia. Konflikten blussede for alvor op med drabet på Jonathan Taboryski.

Banden Loyal to Familia holder primært til på Nørrebro, men flere af medlemmerne bor også i Tingbjerg, i Skovlunde og i Kokkedal nord for København