Dræbt soldat efterlader sig hustru og tre børn

Oversergent René Brink Jakobsen blev sent onsdag den 2. januar dræbt i Afghanistan.

Rene Brink Jakobsen blev sent onsdag den 2. januar dræbt i Afghanistan. (© HOK)

Hærens Operative Kommando har nu offentliggjort flere detaljer om den soldat, der under en patrulje i Upper Gereshk Valley i Helmand i Afghanistan sent onsdag aften blev hårdt såret af en eksplosion og senere erklæret død.

HOK skriver i en pressemeddelelse at oversergent René Brink Jakobsen var en erfaren jægersoldat, og han havde gjort tjeneste ved Jægerkorpset i flere år.

René Brink Jakobsen var i Afghanistan for at træne og uddanne afghansk politi, og han er den første danske jægersoldat, der mister livet i kamp.

René Brink Jakobsen blev 39 år gammel, og han efterlader sig en hustru og tre børn.

De pårørende er blevet underrettet, oplyser HOK.

Facebook
Twitter