To dræbte i Herlev: Svensk politi hjælper med at identificere skudofre

Politiet mener, at de to dræbte mænd kan være svenske.

De to mænd, der i går mistede livet efter en skudepisode, kan være svenske. Derfor samarbejder politiet i Danmark og Sverige om at få de to mænd identificeret. (Foto: Mathias Øgendal/Scanpix 2019) (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

De to dræbte fra gårsdagens skyderi i Sennepshaven i Herlev er endnu ikke blevet identificeret, men dansk politi kigger mod Sverige.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- De indledende undersøgelser peger på, at der er tale om to yngre svenske mænd, men Københavns Vestegns Politi afventer fortsat endelig bekræftelse, lyder det i en pressemeddelelse.

Politiet samarbejder derfor med svensk politi om at få de to yngre mænd endeligt identificeret, lyder det.

De to mænd blev i går ramt af en række skud formentlig fra både automat- og håndvåben.

Den ene af mændene døde umiddelbart efter skyderiet, mens den anden senere på aftenen blev erklæret død på hospitalet.

Også en svensk indregistreret blå Renualt, som de to mænd formentlig sad i, stod efter skyderiet tilbage med en række skudhuller.

Politiet har endnu ikke villet oplyse noget om et muligt motiv for skudepisoden.

Politiet: Lys Audi brugt som flugtbil

Skyderiet skete omkring klokken 17.50 i går aftes ud for et boligbyggeri ved Sennepshaven 54 i Herlev, og ifølge pressemeddelelsen, så kommer politiet også til at være til stede i dag:

- Vi er fortsat på et indledende stadie af efterforskningen, og der er stadig mange spørgsmål, der udestår. Derfor er vi også her til morgen massivt tilstede i Sennepshaven i Herlev; både for at efterforske skyderiet og for at genetablere trygheden i området, lyder det fra politiinspektør Flemming Madsen ved Københavns Vestegns Politi.

Ifølge politiet flygtede gerningsmændene efterfølgende i en lys Audi fra stedet. Den blev fundet efterladt senere samme aften i Nærum nord for København.

Derfor vil politiet gerne i kontakt med vidner, der kan have set den lyse Audi.

Københavns Vestegns Politi forventer at kunne opdatere med nyt i løbet af dagen, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.

Facebook
Twitter