Drengene ryger gulvet

Ni ud af ti danske piger gennemfører en ungdomsuddannelse, mens det kun gælder 3 ud af 4 drenge. Det viser en opgørelse fra OECD.

Ni ud af ti danske piger gennemfører en ungdomsuddannelse, mens det kun gælder 3 ud af 4 drenge. Det viser en opgørelse fra OECD. (© Ingeniørhøjskolen i Århus)

Ni ud af ti danske piger gennemfører en ungdomsuddannelse, mens det kun gælder 3 ud af 4 drenge. Det viser en opgørelse fra OECD, skriver Kommunernes Landsforenings blad, Momentum.

Danmark er et af de vestlige lande, hvor der er størst forskel på andelen af piger og drenge, som får en ungdomsuddannelse. De danske drenge halter hele 15 procentpoint efter pigerne, hvilket er dobbelt så meget som gennemsnittet i OECD-landene.

Stil krav til drengene

Eksperter og praktikere mener, at hele uddannelsessystemet bør gentænkes, og der bør stilles flere krav til drengene, hvis de ikke skal ende på bunden i videnssamfundet.

Jens Bo Nielsen, der er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, har dette bud på en forklaring.

- Jeg synes, at drengene er blevet lidt mere rodløse, keder sig lidt nemmere og måske bliver lidt trynet af de fremstormende piger. Som jeg ser det, sker der en meget stærk polarisering blandt drengene i gymnasiet. Hvis man ser det på karakterskalaen, ligger pigerne fra 2 til 10, mens drengene ligger på 00 og 2, eller også ligger de helt oppe på 10 og 12. Der er rigtig mange dygtige drenge, men der er endnu flere, som har svært ved at hænge på, siger Jens Boe Nielsen.

Pigerne i centrum

Ulf Lindow fra Ungdommens Uddannelsesvejledning mener, at der har været for lidt fokus på problemerne hos drengene.

- I forbindelse med folkeskolereformen i 1970'erne blev der iværksat 457 forsøg om køn og undervisning. Men de handlede alle om, hvordan man fik de stille piger mere på banen. Det pædagogiske miljø har nu måske nok erkendt, at der er et problem med drengene, men de har endnu ikke formået at handle på det. Jeg har meget godt at sige om kvindeoprøret, men bagsiden af det er, at man stadig mest har pigerne i fokus, siger Ulf Lindow.

Facebook
Twitter