Drone-safari: Savanne-dyrene i Givskud nyder deres livs sommer

Varmen giver animalsk glæde i Givskud Zoo, hvor dyrene er tæt på deres rette element.

Savannerne i Givskud Zoo ligger gule og svedne i varmen. Nøjagtig som deres naturlige forbilleder på fjerne kontinenter. Årets rekordvarme sommer vækker glæde i safariparken, hvor dyrene i år er mere på hjemmebane end måske nogensinde før.

- Dyrene synes helt klart, at det er sjovere at have en varm sommer som denne sammenlignet med sidste års kolde sommer. Det er ikke godt for gæsterne, for dyrene ligger stille inde i skyggen - men de nyder det, siger Ditte Sandgreen, dyrlæge i Givskud Zoo ved Vejle.

Kører langs turistrute

DR Vejrets rundtur langs Margueritruten er nået til Givskud. Den 3.600 kilometer lange turistrute snor sig blandt andet forbi dyreparken, hvor savanne-dyrene i år nyder det hjemlige klima.

- Bøflerne har været ude og bade i år. De plejer ellers ikke at gå i vandet. Det kan sagtens være et tegn på, at det er så varmt, så de har behov for at køle sig ned, siger Ditte Sandgreen.

Gæster tror dyr lider

Dyrlægen fortæller, at varmen kan medføre situationer, hvor gæsterne tror, at dyrene tager skade. Hvis de eksempelvis ser et gedekid, der gisper efter vejret i solen.

- Vores afrikanske dværggedekid elsker at ligge i solen og koge. Det ser ud som om, de kæmper for at få luft, og vi må på publikums opfordring hente dem ind i skyggen. Øjeblikket efter går de ud i solen igen og ligger og hyperventilerer. Det er sådan, de nyder varmen.

‘Vores vejr’ med tv-meteorolog Søren Jacobsen fortsætter i de næste uger turen rundt i Danmark. Torsdag sender vejr-karavanen fra Sønderborg.

Facebook
Twitter