Droner er årets helt store julegavehit

Danskerne er vilde med droner – så vilde, at den lille flyvende sag nogle steder har sneget sig ind på top ti over de mest solgte julegaver.

Ifølge Dansk Supermarked og de to store elektronikgiganter Power og Elgiganten kommer der til at ligge mange indpakkede droner under juletræerne i år.

Mange danskere skal med stor sandsynlighed ud og prøvestyre deres nyerhvervede drone på 1. juledag. Ifølge elektronikgiganterne Power og Elgiganten samt Dansk Supermarked er salget af droner i hvert fald røget helt til vejrs i forbindelse med årets julesalg.

- Man kan rolig kalde det et sikkert julegavehit. Dronerne er på top ti over de mest solgte varer i november og december, fortæller kommunikationschef i Elgiganten, Frederik Danvig.

- Dronerne havde for alvor deres indtog i butikkerne sidste år, og i forhold til november og december sidste år er salget steget med 50 procent, fortæller Frederik Danvig på baggrund af salgstal fra Elgigantens 29 butikker og onlineshops, som han dog ikke ønsker at afsløre.

Dronerne - som er trådløse enheder, der kan flyve eller køre og som for eksempel styres med applikationer på smartphones - kan i nogle tilfælde tage billeder og optage video. Egenskaber, som særligt medvirker til at dronerne ryger i indkøbskurven, vurderer Martin Møller Aamand, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Group.

- Det er i høj grad de dyrere kameradroner til omkring 1000 kroner, som vores kunder efterspørger. Kunderne går særligt efter et godt kamera og wifi, siger han.

Onsdag kom regeringen ud med et lovforslag, der skal lempe de nuværende regler for droneflyvning. Det kan du læse mere om her.

I grafikken nedenfor kan du blive klogere på de gældende regler for, hvordan du må flyve med din drone.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)
Facebook
Twitter