Dronesagen: Basil Hassan og terrortiltalt kommunikerede i kladder på hemmelig mail

Formodet terrornetværk i dronesag har haft flere måder at kommunikere på.

Billedet af Basil Hassan her er taget, mens han var tilknyttet Islamisk Stat. DR kom i besiddelse af billedet i forbindelse med research til tv-dokumentaren 'Dronekrigeren'. Basil Hassan blev i efteråret 2017 meldt dræbt, men hans død er aldrig officielt blevet bekræftet.

Mens terroristen Basil Hassan

angiveligt
var tilsluttet Islamisk Stat kommunikerede han med den terrortiltalte 30-årige mand, kaldet Cykelhandleren, via kladder i en hemmelig mail under navnet Peter Roses.

Det fremgår af anklagerens afhøring af Cykelhandleren tirsdag i Københavns Byret.

På Cykelhandlerens iPad har politiet fundet screen dumps af mailkorrespondancen mellem Basil Hassan og Cykelhandleren.

Både Cykelhandleren og Basil Hassan havde adgang til denne Gmail. Cykelhandleren kunne ikke forklare, hvorfor de skrev kladder til hinanden i stedet for at sende mail til hinandens almindelige e-mailadresser.

- Om det er på kladde, eller om det er sendt til Basil Hassan eller Peter Sam, det kan jeg simpelthen ikke se forskellen på, sagde Cykelhandleren i retten.

Peter Sam refererer til en anden e-mail, som også er blevet brugt til at kommunikere med Basil Hassan.

Cykelhandleren har forklaret i retten, at han aldrig havde mødt Basil Hassan, men at han i 2013 lovede deres fællesven, kaldet Underviseren, at hjælpe med at hente nogle pakker til Basil Hassan i Danmark, som skulle videreleveres til Libanon.

"Kun til B"

Foruden den hemmelige mail-konto har Cykelhandleren også kommunikeret med Basil Hassan på en telefon, som politiet har

beslaglagt
hos Cykelhandleren.

Da telefonen blev fundet i april 2014, var der bag på telefonen påklistret en seddel, hvor der stod "Kun til B".

Cykelhandleren har i retten fortalt, at han brugte denne telefon til at sms'e og ringe med Basil Hassan, fordi det ville være for dyrt fra hans egen telefon med abonnementsnummer.

Anklager Sidsel Klixbüll ville i retten vide, hvorfor kommunikationen skulle foregå gennem alternative kanaler.

- Kan du forstå, hvis man kan få det indtryk, at du gerne ville holde det hemmeligt,? spurgte anklageren.

- Nej, telefonen var jo til det med

dagpengene
. Og så er der en mailkorrespondance, svarede Cykelhandleren og henviste til, at han i foråret 2013 skulle hjælpe Basil Hassan med at snyde sig til 55.000 kroner i
dagpenge
.

- Hvorfor skrev I kladder, hvorfor sendte I ikke bare mail til hinanden, du havde jo også Basil Hassans almindelige mail?

- Det kan jeg ikke huske. Det har været den kommunikationsmåde, Basil ville have, sagde Cykelhandleren.

Har fortrudt demonstration

Cykelhandleren og Underviseren er tiltalt for medvirken til terror og

Anklagemyndigheden
mener, at de to på Basil Hassans
opfordring
gentagende gange købte dronedele, som Islamisk Stat skulle bruge til terror.

Cykelhandleren har i byretten

erkendt
både at have hjulpet med at hente pakker og at have hjulpet med nogle bestillinger. Men han nægter ethvert kendskab til, at Basil Hassan havde tilsluttet sig Islamisk Stat, samt hvad dronerne skulle bruges til.

Cykelhandleren nægter også selv at have ekstremistiske holdninger, selv om han optræder på en video af en demonstration, som den ekstremistiske gruppe Kaldet til Islam afholdt i København i anledningen af et niqabforbud i Belgien.

- Jeg har fortrudt det. Jeg har også fået kritik af mine egne venner, der har spurgt, hvad jeg lavede der. Jeg kan bebrejde mig selv det resten af mit liv, sagde Cykelhandleren.

Senioranklager Sidsel Klixbüll ville vide, om Cykelhandleren ikke kunne have forladt demonstrationen, hvis han var imod den. I retten blev dele af videoen afspillet, hvor mange ser en gruppe mænd stå med

bannere
og de flag, som Islamisk Stat er kendt for at bruge.

- Jeg er ikke typen, der kan lide at være på tværs eller lave en diskussion. Jeg har ikke rigtig registreret de

bannere
og flag. Hvis du ser på billedet, er jeg ikke rigtig koncentreret, sagde Cykelhandleren.

Kaldet til Islam var meget aktive i Storkøbenhavn i start 10'erne og blev blandt andet kendt for at ville oprette sharia-zoner i Danmark. Siden tog en lang række af dens medlemmer til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

På videoen fra Kaldet til Islam-demonstrationen ser man

talsmanden
for Kaldet til Islam tale om, at der kun findes to grupper: Dem og os. De vantro og os. Talen handler om, at Belgien var ved at indføre et forbud mod at bære
niqab
.

Under retssagen har anklageren vist et billede af Cykelhandleren og en kvinde i

niqab
, men Cykelhandleren ønsker ikke at svare på, om det er hans hustru.

- Den slags private spørgsmål vil jeg ikke svare på, sagde Cykelhandleren.

På et mere generelt spørgsmål om, hvor vidt han er for eller imod

niqab
, svarede han:

- Jeg har hverken stemt for eller imod.

Dronedele, chips og flødeboller

Centralt i dronesagen er billeder og dokumenter, som politiet har sikret fra Cykelhandleren og Underviserens iPads, telefoner og usb-stik.

På et billede fra den 25.november 2013 ser man en masse bagage stå hjemme ved Cykelhandleren. På billedet kan man se en åben kuffert, hvori der ligger børnetøj, chips med smag af sourcream-onion, en pakke flødeboller og en masse små dimser.

Ved siden af kufferten står en pakke fra net-virksomheden Funkhandel med dronedele, som Basil Hassan havde bestilt.

Cykelhandleren forklarede i retten, at både indholdet af kufferten og pakken fra Funkhandel skulle videreleveres til Basil Hassan, som Cykelhandleren troede opholdt sig i Libanon.

Cykelhandleren tog Basil Hassans bestillinger med til Tyrkiet. I Tyrkiet overleverede han tingene til 'en ældre mand der talte arabisk'.

- Børnetøj, chips og flødeboller. Der er intet mistænkeligt i det. Det er ikke sådan, at jeg siger: Lad mig lige tage ham til forhør. Der er intet mistænkeligt i det. Om du er i Tyrkiet eller Libanon, det er forholdsvis tæt. Det er en bestilling fra Basil, han vil have det på den måde, sagde Cykelhandleren.

Facebook
Twitter