Dronesagen: Terrordømt mand straffes med otte års fængsel

To andre mænd skal henholdsvis fire et halvt år og tre år i fængsel.

En retstegning fra byretten viser de tiltalte sidde som nummer to, fire og seks fra venstre. De øvrige er deres forsvarsadvokater.

En mand skal otte år i fængsel for at levere droner og andet udstyr til Islamisk Stat. Han udvises desuden fra Danmark.

Det har Østre Landsret netop besluttet i den såkaldte dronesag, efter manden, der er tyrkisk statsborger, tidligere på dagen blev kendt skyldig i medvirken til terror.

Det var en skærpelse af dommen fra byretten, hvor han blev dømt for en mildere paragraf om at støtte en terrororganisation. Det gav dengang fire års fængsel.

To andre mænd er blevet idømt henholdsvis fire et halvt års fængsel og tre års fængsel. De fik tidligere på dagen stadfæstet deres dom fra byretten, hvor de blev dømt efter en mildere paragraf om at fremme en terrororganisations virksomhed.

De fik i byretten tre et halvt års fængsel og to et halvt års fængsel.

Sendte dronedele til Irak og Syrien

Dronesagen har været omtalt som en sag, der kunne gå hen og blive danmarkshistoriens største terrorsag.

De tre dømte mænd skulle have sendt dronedele via en mellemmand i Tyrkiet til Islamisk Stat i Irak og Syrien. Alt sammen skulle være sket på opfordring fra den danske terrorist Basil Hassan.

Mændene blev dømt efter den samme paragraf i straffeloven som flere såkaldte syrienkrigere.

Paragraffen hedder 114 e, og det var et nederlag for anklagemyndigheden, der gik efter at få de tre dømt efter den rene terrorparagraf, paragraf 114, for medvirken til forsøg på terror, der kan udløse fængsel i op til livstid.

Den nu terrordømte er blevet kaldt chaufføren. De to andre tiltalte i sagen har været henholdsvis underviser og cykelhandler.

I dag fandt Østre Landsret, at chaufføren godt var klar over, at Islamisk Stat brugte droner som angrebsvåben.

Her er hovedpersonerne

  • Sagen tog i offentligheden sin begyndelse i efteråret 2017, da den første af de tre mænd blev anholdt.

  • I september 2018 - altså omkring et år efter første anholdelse - blev de to andre mænd anholdt og sigtet for terror. I juli 2019 lå anklageskriftet mod de tre mænd klar, og retssagen i byretten begyndte i september 2019, og der faldt dom i december, hvorefter anklagemyndigheden ankede til landsretten.

  • Den tidligere terrordømte Abdulkadir Cesur er fængslet in absentia. Han er stadig sigtet i sagen, men fordi han er tyrkisk statsborger, kan han ikke udleveres fra Tyrkiet, hvor han bor.

  • Hovedbagmanden er ifølge politiet terroristen Basil Hassan, der mistænkes at stå bag drabsforsøget på islamkritiker Lars Hedegaard. Ifølge politiet flygtede Basil Hassan efterfølgende til Libanon og senere Syrien, hvor han tilsluttede sig Islamisk Stat.

  • Her havde han ifølge kilder hos blandt andet Politiets Efterretningstjeneste en hovedrolle i Islamisk Stats droneprogram.

  • Basil Hassan er aldrig formelt blevet erklæret død, men hans hollandske kone har sagt til DR, at "han helt sikkert er død".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk