Dronning Margrethe har hverken mail eller mobil

Dronning Margrethe ejer ikke en mobiltelefon og har aldrig skrevet en e-mail. Det afsløres i dokumentarserien Kongehuset Indefra, som har premiere i morgen på DR1.

Få et sjældent indblik i dronning Margrethes privatliv, når DR blænder op for dokumentarserien Kongehuset Indefra på torsdag kl. 20. (Foto: © Les Kaner, Les Kaner)

Når familien skal have fat i dronning Margrethe, foregår det via den kongelige fastnet-telefon. Dronning Margrethe ejer nemlig ikke mobiltelefon, ligesom hun heller aldrig har skrevet en e-mail.

Det afsløres i DR dokumentarserien Kongehuset Indefra, som har premiere på DR1 torsdag kl. 20.

Det er det første i rækken af i alt seks programmer, som bliver vist de kommende torsdage. I et helt år har DRs journalist Anders Agger haft en særlig adgang til kongehusets private gemakker med en kameramand.

Optagelserne startede den 16. april sidste år, da dronningen fyldte 69 år. Traditionen tro fik hun besøg af hele familien, og i udsendelsen kan man se en dronning der som enhver anden farmor forkæler sine børnebørn med for meget kransekage på den store dag. Hun bliver dog hurtigt rettet af kronprins Frederik.

- Kun en halv, mor. En halv, mor.

Ikke god til knapper

I seriens første program følger man dronning Margrethes travle forår, som både indeholder et statsministerskifte og ankomsten af det femte barnebarn. Seerne får et eksklusivt kig bag de kongelige kulisser og et indblik i en kongelige institution som levende og travl arbejdsplads, som ikke før er blevet skildret så tæt på. Vi er med, når prinsgemalen beder sine børnebørn om at smide tyggegummiet, og når dronningen forklarer, hvorfor hun hverken ejer mobil eller mail.

- Jeg er ikke så meget til det der teknik. Jeg er ikke så god til det med knapper, forklarer dronningen.

Hun har dog bemærket, hvor meget danskerne snakker i deres mobiltelefoner.

- Det mest påfaldende er alle de mennesker, der går rundt på gaderne.... det ser simpelt hen så komisk ud, synes jeg, siger hun og griner.

Beskederne når frem

I modsætning til dronningen er hendes søn prins Joachim til gengæld helt med på noderne og ejer selv en moderne Blackberry mobil. Dog ser han intet problem i, at hans mor ikke er med på den teknologi, som er blevet hvermandseje.

- Hun har truffet sit valg, det lader hun køre forbi. Og det kan hun styre. Beskederne når frem til hende. Og også fra hende. Så værre er det heller ikke, siger han i udsendelsen.

DR1 bringer den første ud af seks udsendelser Kongehuset Indefra i morgen torsdag kl. 20. DRs journalist Anders Agger har i et helt år fået lov til at komme helt ind bag de kongelige kulisser i forbindelse med dronning Margrethes 70 års fødselsdag den 16. april.