Dronningen besøger kongen af Bahrain

Dronning Margrethe og prins Henrik rejser i begyndelsen af februar på officielt besøg i Bahrain. Arkæologi og historie er i fokus under besøget.

(© Scanpix)

Dronning Margrethe får chance for at dyrke sin interesse for arkæologi, når hun og prins Henrik i begyndelsen af næste måned rejser på officielt besøg i Bahrain.

Det er kong Hamad bin Isa Al Khalifa, der har inviteret regentparret til den lille ørkenstat, som har ikke færre end 100.000 gravhøje.

De stammer fra den 4.500 år gamle Dilmunkultur, som lå i området omkring den Persiske bugt, hvor "Paradisets Have" menes at have ligget.

Besøget finder sted fra den 3. til den 6. februar, og det vil ifølge en pressemeddelelse fra Hofmarskallatet have fokus på det "langvarige kulturelle, arkæologiske og historiske samarbejde mellem Danmark og Bahrain".

Blev kongedømme i 2002

Bahrain, som består af 33 større og mindre øer, var tidligere et emirat, men blev i 2002 omdannet til et konstitutionelt monarki med Hamad bin Isa Al Khalifa som konge.

Også på landets øvrige indflydelsesrige poster er det Khalifa-familien, som oprindelig stammer fra Saudi-Arabien, der sidder på magten.

Der bor omkring 750.000 mennesker i Bahrain, hvoraf cirka hver tredje er udlænding. Blandt dem mange ufaglærte gæstearbejdere fra Asien.

Facebook
Twitter