Dronningen i tale til sin søn: Hvor ville mormor have været stolt

Dronning Margrethe er aftenens vært ved gallaetaflet for kronprinsen.

- Hvor ville mormor have været stolt af dig.

Sådan sagde dronning Margrethe til sin søn kronprins Frederik, da hun bød velkommen til aftenens gallataffel på Christiansborg Slot.

Hun roste blandt andet sin søn for at have arrangeret Royal Run i mandags, hvor 70.000 danskere løb sammen med kronprinsen i fem af de største byer.

- (...) og hvor ville jeg ønske, at Papa havde kunnet opleve din runde fødselsdag, for han var ligeså stolt af dig, som jeg er. Også han så, hvordan du udviklede dine evner år for år, fortsatte dronningen.

- Du står, som man siger, midt i livet. Meget har du nået, og meget har du oplevet, og i disse dage har du kunnet mærke, hvordan hele Danmark slutter op om dig og glæder sig over din gerning.

Majestæten talte videre om, hvordan kronprinsen 'med iver og energi' går ind i alt, han har med at gøre.

Ifølge dronningen sætter kronprinsen spor overalt, han kommer frem.

Det er dronningen, som er vært for aftenens kongelige fest, hvorfor hun var den første taler.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen skal tale.

Kronprinsen lytter til sin mors tale.

Stil dit spørgsmål om kronprinsen. Eksperter sidder klar på dr.dk. Du kan spørge løs her.

'I gør mig så glad'

I sin velkomst til kronprinsen nævnte dronningen også, hvordan han sammen med kronprinsesse Mary har skabt sig en flot familie, der gør dronningen meget stolt.

- Da du fandt Mary, begyndte du et nyt afsnit. Nu var I to, så tre, så fire – ja, seks! En hel familie, som alle kan glæde sig over, og som mange med glæde følger og spejler sig i.

- Du og Mary har formået at skabe et trygt og varmt familieliv, samtidig med at I sammen og hver for sig påtager jer opgaver, som fører jer vidt omkring, sagde dronningen.

- I gør Danmark større, og I gør Danmark ære. I gør mig så glad, sluttede hun, før hun råbte et nifoldigt leve sammen med de 360 gæster fra ind- og udland, der i aften fejrer kronprinsen og hans 50 år.

VIDEO I åben karet til fest - dronningen tog imod kronprinsparret

Facebook
Twitter