Dronningen revsede Århus Festuge

Århus festuge er i gang med kvinder som tema. Og det tog dronningen under kærlig behandling i sin åbningstale. Tror mændene i Århus ikke, at kvinder forstår dansk, sagde hun med henvisning til, at festugen kaldes Womania.

Dronning Margrethe ankommer til Århus Festugen (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Århus Festuge er i gang med kvinder som tema.

Og det tog dronning Margrethe under kærlig behandling i sin åbningstale.

- Tror mændene i Århus ikke, at kvinder forstår dansk, sagde dronningen med henvisning til, at festugen har navnet "Womania". Lad os dog kalde det kvinderier i stedet, sagde dronningen.

Åbningsgalla

Festen åbnede fredag aften med den traditionelle åbningsgalla i Musikhuset overværet af byens spidser og protektoren dronning Margrethe.

Showet var en kavalkade af danske popsangerinder de seneste 35 år. Men dronningen benyttede sin åbningstale til at revse både kvindetemaet og navnet Womania.

- Det er usædvanligt at lave et tema, som kun dækker det halve af publikum - til nøds, sagde dronningen. Jeg håber de mange kvinder, der under festugen træder frem med deres kunnen, evner og tanker ikke vil glemme mændene. Uden dem ville det hele blive umådelig trist, sagde en veloplagt dronning Margrethe.

Fredelig åbning

Trods mange tusinde feststemte mennesker i gaderne blev åbningen fredag aften en forholdsvis fredelig affære, oplyser politiet.

- Vi har haft travlt hele natten med 22 anholdelser primært for uorden og lidt gadevold. Men der har ikke været alvorlige ting, siger vagthavende i politiet.

Facebook
Twitter