Dronningen til danskerne: Kig op og se på hinanden

Dronning Margrethe kom i sin nytårstale med en opfordring til danskerne om at tale mere med hinanden.

Modtageværelset på Amalienborg lagde i år igen rammerne om dronningens nytårstale, efter hun de sidste to år har talt til danskerne fra Havesalen på Fredensborg Slot.

Herfra holdt dronningen sin nytårstale nummer 45, hvor hun blandt andet talte om flygtningestrømmene, der har fyldt meget i Europa og Danmark.

Her mindede regenten om, at nytilkommere har brug for hjælp til at falde til. Men også, at man skal stille krav til nye medborgere.

- Krig og fattigdom har fået mange til at flygte - også til Danmark. Vi tager os af de mennesker, der har brug for hjælp, og mange står parat til at hjælpe dem til rette.

- De har forventninger til deres nye tilværelse, og vi har også forventninger til dem. Flygtninge må forstå, hvor de er kommet hen. Ikke kun klimaet er anderledes, men også skikkene og livsformen er anderledes og har dybe rødder, sagde dronningen.

Dronningen kommenterede også danskernes travlhed i hverdagen, og opfordrede danskerne til at stoppe op og tale mere med hinanden.

- Lad os gøre et nytårsforsæt, hvor vi prøver at se de mennesker, vi omgås med. Er der brug for en hjælpende hånd, lidt omsorg eller blot et genkendende godmorgen?

- Man kan være ensom også i vores travle myldrende hverdag, lød det fra dronningen.

Et af årets store begivenheder var sensommerens OL i Rio, hvor dronningen uddelte store roser til de danske atleter.

- Netop i år blev de olympiske lege afholdt i Rio de Janeiro, og det var en glæde at møde både deltagerne fra de olympiske lege og fra de paralympiske lege.

- Deres indsats var forbilledlig, og de er gode rollemodeller for unge som ældre. De gode resultater gjorde os alle stolte.

Om kort tid fejrer regentparret guldbryllup. En begivenhed, der ikke bliver markeret offentligt.

- Vi har valgt at holde det helt stille med vores sønner, svigerdøtre og børnebørn, sagde dronningen.

Hør dronningens opfordring til danskerne i klippet i toppen af artiklen eller se hele nytårstalen her:

Facebook
Twitter