Dronningen udsætter omdiskuteret besøg til Tyrkiet

Dronningens statsbesøg til Tyrkiet udsættes. Det sker i samråd med Tyrkiets regering.

Udsættelsen af statsbesøget sker ifølge udenrigsminister Kristian Jensen på grund af undtagelsestilstanden i Tyrkiet. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Hendes Majestæt Dronningens statsbesøg til Tyrkiet udsættes. Det sker i samråd med den tyrkiske regering, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Besøget var oprindeligt planlagt til at finde sted fra den 17. til 19. oktober.

Der var tale om et genbesøg, som var planlagt til at finde sted lidt over to år efter, at Tyrkiets daværende præsident, Abdullah Gül, i marts 2014 aflagde statsbesøg i Danmark.

Også udenrigsminister Kristian Jensen skulle have deltaget i statsbesøget sammen med et større antal danske virksomheder.

- I samråd med den tyrkiske regering er det besluttet at udsætte det planlagte statsbesøg i Tyrkiet på grund af undtagelsestilstanden. Det er beklageligt, men vi ser frem til at finde nye datoer for besøget, når det er muligt, siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Efter et mislykket militærkup ramte landet i juli, har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, foreløbigt erklæret tre måneders undtagelsestilstand i landet.

Det har længe været omdiskuteret, hvorvidt statsbesøget i lyset af den seneste tids begivenheder burde gennemføres.

Besøget havde til formål at styrke Danmarks erhvervsrelationer til Tyrkiet - særligt i forhold til løsninger inden for sundhedssektoren og grønne teknologier.

- Der er i den aktuelle situation fortsat behov for en intensiv politisk og kommerciel dialog med Tyrkiet. Jeg har møde med Tyrkiets økonomiminister Nihat Zeybekci, når han kommer til København i morgen torsdag med en erhvervsdelegation. Og jeg ser frem til samtaler med min tyrkiske kollega Mevlüt Çavuşoğlu i den kommende tid, siger den danske udenrigsminister videre ifølge pressemeddelelse.

Facebook
Twitter