DR's udsendte i vandmasserne: Folk er fanget

I øjeblikket er et ukendt antal indbyggere fanget i byen Passau i de største oversvømmelser i Tysklands historie.

Oversvømmelserne i den tyske by Passau, hvor floderne Donau og Inn løber sammen, er den største naturkatastrofe i nyere tysk historie, fortæller DR Nyheders korrespondent i Tyskland Michael Reiter.

- Vi taler om den højeste vandstand i 500 år, og det slår den største tyske naturkatastrofe i nyere tid som var oversvømmelserne i 2002, med flere længder, fortæller DR's udsendte fra vandmasserne

Vandstanden i byen er lige nu mere end 12,5 meter over normalen, og det er det højeste nogensinde. Den seneste rekord, var netop 12,5 meter, som blev målt helt tilbage i 1505.

Hundrede er fanget

Oversvømmelserne betyder, at flere hundrede mennesker i øjeblikket er fanget i byens historiske centrum, som ligger på en landtunge, mellem de to floder.

Michael Reiter fortæller, at myndighederne har måttet lukke for elektriciteten på grund af oversvømmelserne, og også drikkevandet er lukket på grund af risiko for forurening.

- Planen er, at man vil forsøge at forsyne de mennesker, som kan klare sig selv, og som er i relativ sikkerhed stadig, mens man forsøger, at få gamle, svage og folk i risiko for at blive oversvømmet ud, siger Michael Reiter.

Stiger til tirsdag

Det er endnu usikkert, præcis hvor mange mennesker, der er fanget i den sydøsttyske by, som til daglig har lidt under 50.000 indbyggere

Vandstanden ventes fortsat at stige ind til tirsdag, hvilket vil forværre situationen for dem, der er fanget i byen. Efter tirsdag ventes vandet dog at trække sig tilbage.

Facebook
Twitter