DSB: Dybt beklagelig fejl i løn til lokoførere

S-tog stod stille i tre timer i på grund af utilfredse lokoførere.

DSB's S-tog holdt i dag stille i tre timer, da lokoførere nedlagde arbejdet. (Arkivfoto). (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © Ritzau Scanpix)

DSB har haft tekniske problemer med udbetaling af variabel løn til lokoførere, og det er derfor forståeligt, at lokoførerne er utilfredse.

Men kommunikationschef Niels-Otto Fisker kalder det forkert, at medarbejderne nedlægger arbejdet.

- Det er vi selvfølgelig meget kede af. Det er dybt beklageligt. Det er selvfølgelig vores opgave at kunne det. Men det har vi måttet udskyde nogle dage, siger han.

- Det har tilsyneladende frustreret en række medarbejdere så meget, at man har nedlagt arbejdet i dag. Vi forstår medarbejdernes frustration, men vi synes omvendt ikke, at det er den rigtige måde at udtrykke sin utilfredshed på, siger kommunikationschefen.

Han fortæller, at DSB i dag har tilbudt medarbejderne, at de kan få en straksudbetaling.

S-togene stod stille i tre timer, da lokoførere nedlagde arbejdet. Ifølge DSB er arbejdsnedlæggelsen overenskomststridig.

Fra cirka 10-11 holdt lokoførerne et fagligt møde. Her var den manglende løn et af punkterne, fremgår det af et papir, som flere medier har bragt et billede af.

Heraf fremgår det, at der på mødet blandt andet også ville blive diskuteret 'ingen tillid til ledelsen' og 'ingen mulighed for at søge ferie'.

/ritzau/

Facebook
Twitter